SES PROFIL: Norrick Blödorn

29/02/2020

Tyske speedwayfans hungrer efter en ny verdensmester. Man skal hele 37 år tilbage i historiebøgerne for at finde Egon Müllers triumf i Norden i 1983. Men med Norrick Blödorns 85cc VM i 2018, er forhåbningerne vokset. Og med 85cc EM-titlen i 2019 blev det understreget, at Norrick Blödorn har potentialet til at nå langt. Selv glæder det 15-årige talent sig til at fortsætte sin udvikling hos SES – Sønderjylland Elite Speedway – i 2020.

Af Ib Søby

Norrick Blödorn har mødt den forhenværende verdensmester og senere popstjerne flere gange. Godt nok er den karismatiske Egon Müller uendelig stolt over at være en levende legende i tysk speedway, men hans arvtager er stadig ikke fundet. I flere interviews nævner Müller, at Norrick har muligheden for at gå hele vejen. Tyske klassekørere som fx Klaus Lausch, Mirko Wolther, Christian Hefenbrock, Kai Huckenbeck og Martin Smolinski, har haft flotte resultater, uden at kunne bide sig fast i verdenseliten.

Og jo, tyskerne har i årevis domineret VM i langbane, men en speedway- stjerne i klassisk regi til at løfte sporten, i et land med et enormt potentiale, mangler.

Derfor bliver blikket rettet mod den unge knægt fra Flintbek ved Kiel.

Norrick Blödorn er født ind i en rendyrket speedwayfamilie. Hans far, Guido, har kørt på et seriøst niveau og hans mor, Maja, er søster til langbane-verdensmesteren fra 1997 Tommy Duncker.

Norrick sad på sin første motocross-racer som 3-årig, men seks år senere besluttede han at satse på speedway. Hans far vidste, at det tyske speedwaymiljø ikke havde talentarbejdet til at kunne udfordre den unge Norrick, og i stedet søgte de mod Danmark.

Derfor blev Skærbæk i Sønderjylland Norricks første klub med et blomstrende talentarbejde under ledelse af ildsjæle som Torben Hansen og Hans Clausen. I Skærbæk kunne Norrick også modtage tips og gode råd fra den danske legende og DMU-ungdomslandstræner Erik Gundersen.

Siden dengang har Norrick Blödorn ikke set sig tilbage. Han har vundet rub og stub i tysk ungdoms-regi, og i 2018 kulminerede han 85cc-karrieren med VM-titlen i polske Rybnik.

I fjor debuterede Norrick som den yngste kører nogensinde på 500cc i den tyske speedway Bundesliga i en match mellem Brockstedt og Didenberg. Han havde en afgørende rolle i det spektakulære løb, som endte 47-47. Blot en uge tidligere kørte han sig i top-8 foran 9.000 tilskuere i den nordtyske klassiker
”Pfingstpokal” i Güstrow. Det var hans to første løb på 500cc.

En skade satte Norrick ud i sommeren 2019, men alligevel var han tilbage i Güstrow og nappede som nævnt 85cc EM-titlen i august måned.

Ud over SES – Sønderjylland Elite Speedway – kører Norrick i år for Brockstedt og tager også enkelte løb for Cloppenburg ved Bremen.

Hans ultimative mål er at blive Tysklands anden verdensmester velvidende, at det naturligvis ligger langt ude i fremtiden. Men allerede inden for et par år kan Norrick Blödorn måske blive den yngste tyske seniormester og dermed overgå sin onkel, Tommy Duncker, som i 1987 blev national mester i en alder af 18 år.

Samtidig venter der internationale opgør i U19 og U21-regi. Det er ofte den periode i en speedwaykarriere, der viser, om talentet kan bære til en professionel tilværelse.

Vojens Speedway Center kan blive Norricks debut-bane i den danske Metal liga, og det vil være et vigtigt skridt for den unge tysker. De nordtyske speedwayfans kører sikkert også gerne en tur til Sønderjylland for at følge deres nye speedway-darling.

Norrick Blödorn

Født:

1. juni 2004 i Neumünster.

Klubber 2020:

SES – Sønderjylland Elite Sport.

Brockstedt.

Cloppenburg.

Udvalgte resultater:

YGT mester 2018 i polske Rybnik.

Europamester 85cc 2019.

Tysk senior-holdmester med Brockstedt 2019.

Seneste nyheder

SES BEHOLDER SZOSTAK

Den 22-årige polske kører Sebastian Szostak fortsætter i 2026 hos SES - Sønderjylland Elite Speedway. Szostak var udpeget til danske matcher i denne sæson, men nåde ikke sin danske debut, på grund af en skade i Polen. Efter skades-pausen kom Szostak stærkt tilbage i...

SES – SØLVHOLDET GØR KLAR TIL GULDANGREB

Med holdkaptajn Anders Thomsen i front fortsætter dette års DM-sølvvindere fra SES – Sønderjylland Elite Speedway med en – stort set – uændret trup i næste års udgave af SpeedwayLigaen. Foto: Frank Cilius Anders Thomsen har været den store profil i de fem sæsoner som...

SGP FELTET TIL 2026 KOMPLET

Max Fricke, Jason Doyle og Tai Woffinden får wild cards til 2026 og får dermed de sidste tre pladser i feltet af faste kørere til Speedway Grand Prix serien i 2026. Foto: WBDS Vi kommer dermed til at se følgende kørere i SGP i 2026:Bartosz Zmarzlik (PL)Brady Kurtz...

ZMARZLIK VERDENSMESTER I VOJENS

Den polske superstjerne Bartosz Zmarzlik tog sin 6. VM-titel lørdag den 13. september på Vojens Speedway Center. Med en andenplads i årets sidste grandprix, tog Zmarzlik lige præcis et enkelt point mere end den australske udfordrer Brady Kurtz, som vandt afdelingen i...

Del på sociale medier