VOJENS MISTER EM-OPGØR

15/05/2020

Den første runde i kampen om årets europamesterskab bliver ikke kørt som planlagt på Vojens Speedway Center. Fredag meddeler den polske rettighedshaver ONE Sport, at ’2020 Ovethi – Dæk.dk Speedway Euro Championship’ er aflyst. Direktør Jacob Olsen ser aflysningen som et tab for dansk speedway.

Af Ib Søby

Løbet skulle være kørt lørdag den 20. juni, hvor den danske europamester Mikkel Michelsen sammen verdensstjerner som Leon Madsen og Nicki Pedersen skulle have indledt EM-serien på fire løb. Ud over den prestigefyldte titel, opnår vinderen også deltagelse i VM Grand Prix-serien i 2021.

I stedet vil hele serien formentlig blive kørt i Polen.

– Vi er triste over, at dette års SEC-runde 1 i Vojens ikke kan afvikles som planlagt på grund af coronavirus-situationen i Europa, skriver Jan Koniekiewicz fra ONE Sport i en pressemeddelelse.

 – Vores fælles mål med FIM-Europe, Eurosport og alle involverede, er stadig at gennemføre SEC 2020 og skabe en ny europamester. I øjeblikket, under de nuværende restriktioner med hensyn til rejser, karantæneregler og økonomi, er den eneste mulige måde at køre hele serien bag lukkede døre i Polen. Detaljer og den nye kalender vil blive annonceret i de følgende dage.

Direktør for Speed1Way, som driver Vojens Speedway Center, Jacob Olsen, beklager også, at danske fans mister en stor international begivenhed på dansk grund.

– Det er ikke kun et alvorligt tab for Vojens Speedway Center, men også for dansk speedway som helhed. SEC EM-serien er blevet særdeles attraktiv, hvor danske topkørere kan måle sig med nogle af verdens bedste. I fjor oplevede vi en fantastisk aften, da SEC EM-løbet samtidig var åbningen af den nye æra på den nationale speedwayarena her i Vojens, siger Jacob Olsen.

Vojens Speedway Center har stadig årets danske VM Grand Prix, lørdag den 12. september, og det individuelle DM, onsdag den 30. september, på kalenderen.

– Vi rette nu fokus på de to begivenheder i september, og håber på stor opbakning fra publikum og fans. Det kan måske være med til, at vi kommer igennem en svær sæson med skindet på næsen, siger Jacob Olsen.

Hvorvidt den danske liga, hvor SES – Sønderjylland Elite Speedway skulle have debut, bliver gennemført, er endnu ikke afklaret. Lørdag den 16. maj mødes ledelsen for de danske klubber og drøfter mulighederne.

Billetkøbere til SEC EM løbet vil modtage en e-mail direkte fra Billetlugen.dk med nærmere information omkring refundering.

INFO: Jacob Olsen, Speed1Way, +45 23420507

Seneste nyheder

OLE OLSEN FÅR UNGDOMSLØB

Under navnet Ole Olsen Cup lancerer Vojens Speedway Klub et nyt stævne for landets yngste kørere søndag den 26. april, hvor der køres to løb i 50 cc-klassen på Vojens Speedway Center. I dag begynder mange børn at træne og konkurrere i speedway allerede i...

MICHAEL JEPSEN JENSEN: JEG KØRER VM FOR MEDALJER TIL DANMARK

De seneste dages debat i polske medier om justering af pengepræmierne i VM-grandprix-serien påvirker ikke den regerende danske mester Michael Jepsen Jensen, som i år vender tilbage til sportens fornemste klasse. Af Ib Søby – Foto Frank Cilius Når vinderen af Deluxe...

DANSK GRAND PRIX ER VM-SERIENS NÆSTSTØRSTE

Med knapt 20.000 tilskuere til den historiske VM-weekend i september 2025, er Deluxe Homeart FIM Speedway Grand Prix of Denmark kun overgået af det Nationale Stadion i Warszawa. Af Ib Søby – foto Frank Cilius Med amerikansk grundighed har den, nu afgåede, VM-promotor...

Del på sociale medier