Jacob Olsen henter Nicki P. manager

30/12/2018

Efter 15 år som manager for den danske speedwaystjerne Nicki Pedersen, tiltræder Helge Frimodt Pedersen til januar som Jacob Olsens højre hånd på Vojens Speedway Center.

Erfaringerne fra arbejdet i ét af verdens mest succesfulde speedwayteams skal nu omsættes i genrejsningen af det danske speedwaymekka i Vojens, hvor Jacob Olsen fra nytår overtager driften efter sin far, legenden Ole Olsen.

– Det har været en fantastisk rejse med Nicki Pedersen og en epoke, som jeg virkelig har været glad for. Samtidig ser jeg det som en naturlig overgang at fortsætte mit speedwayliv med udviklingen Vojens Speedway Center og klubbens bestræbelser på at køre Superliga fra 2020, siger Helge Frimodt Pedersen og fremhæver det danske VM grandprix lørdag den 7. september 2019 som næste års største opgave.

Jobskiftet sker i gensidig respekt med Nicki Pedersen, der ser de nye tiltag i Vojens som et vigtigt løft for dansk speedway.

– Jeg skal prioritere lidt anderledes i 2019, hvor jeg ikke kører med i grandprix-serien, og Helges kommende virke i Vojens lyder bare så fornuftigt. Det bliver fedt at følge, siger Nicki Pedersen.

Jacob Olsen er da også meget begejstret over at få Helge Frimodt Pedersen med i sit nye firma speed1way.

– Ud over sin store erfaring, er Helge en højt respekteret profil i både det danske og det internationale speedwaymiljø. Han er en allround-kaliber med en stærk sans for økonomi, og jeg har altid drømt om, at vi skulle komme til at arbejde sammen igen, siger Jacob Olsen, der havde Helge Frimodt Pedersen med i sit bagland, da han var dansk landstræner fra 2001 til 2004.

50-årige Helge Frimodt Pedersen fra Daugaard ved Vejle er bankuddannet. Som barn fik han passion for speedway, fordi hans far – fabrikant Oluf Frimodt Pedersen – i en årrække var holdleder for det danske speedwaylandshold. Han var således bagmanden i tyske Landshut i 1978, hvor landsholdet erobrede sin allerførste VM-titel.

Helge Frimodt Pedersen var i 90’erne tilknyttet verdensmesteren Hans Nielsen, inden han i 2004 tiltrådte som manager for Nicki Pedersen.

Seneste nyheder

SES SEJEREDE SMUKT

På en lun og solgylden aften vandt SES – Sønderjylland Elite Speedway årets sidste match i grundserien over Holsted Tigers med 45-39. Hermed ligger det klart, at Vojens Speedway Center bliver været for DM Superfinalen onsdag den 23. september, men aftenens øvrige...

LEON MADSEN I VOJENS ONSDAG

Den 37‑årige danske mester, grandprix‑stjerne og dobbelte VM‑sølvvinder Leon Madsen stiller onsdag op som gæstekører for Holsted Tigers, når grundserien i den danske liga afsluttes, og topholdet SES – Sønderjylland Elite Speedway tager imod. Af Ib Søby – foto FIM 2023...

GRAND PRIX – DANSKERE KLAR TIL VOJENS

Foto: Frank Cilius Den Internationale Motorunion FIM og promotor Mayfield har nu offentliggjort navnene på banereserverne til VM‑weekenden på Vojens Speedway Center den 11. og 12. september. Her afvikles både Deluxe Homeart FIM Speedway Grand Prix og VM‑afgørelsen i...

SES SEJRER OG ER STADIG TOPHOLD

2.368 publikummer og mange tv seere oplevede en flot speedwayaften i Vojens, da SES – Sønderjylland Elite Speedway slog Esbjerg Vikings med 46-38 og tog også bonuspoint - efter sejren på 43-41 i maj måned på Granly Arena. Esbjerg satsede med verdensstjernerne Emil...

Del på sociale medier