Bartosz Zmarzlik er storfavorit til at generobre VM titlen i 2024, hvor 2021 verdensmester Artem Laguta og Emil Saytfudinov, stadig er udelukket på grund af den russiske krig i Ukraine.
Er der nogen som, i det lange løb, kan knække koden Zmarzlik?
Det er det simple spørgsmål, når dette års VM Grand Prix serie begynder i det smukke Donji Kraljevec i det nordlige Kroatien, lørdag den 27. april. Hermed er det 30. gang, at en verdensmester skal kåres i Grand Prix regi.
Af Ib Søby
Det familieejede Stadion Milenium, tæt på Gorican, danner også i år rammen om VM sæson-åbningen. Ledet af Daria Pavlic, hendes far, den kroatiske asfalt og beton-konge Zvonko, og brormand Jurica, som selv har været topkører.
Siden 2009 har der været kørt store internationale løb på den 305 meter lange bane, og i 2010 var kroaterne for første gang værter for et VM Grand Prix, som i øvrigt blev vundet af amerikanske Greg Hancock.
Grandprix sæson 30
Hans Nielsen blev i 1995 den første Grand Prix verdensmester, og efterhånden forstummede kritikken af, at FIM havde lagt en-aftens-VM-finalerne fra 1936 i graven. Alle kunne se at en VM-serie var godt for sporten, og de første 30 år har da også budt på spændende sæsoner og hæsblæsende rivalisering mellem nogle af sportens største navne.
Nielsen vs Hamill i 1996, Hancock vs Hamill året efter, Rickardsson vs Gollob i 1999. Og efter årtusindeskiftet, Nicki Pedersen mod Jason Crump og Rickardsson.
Det var fede tider på store stadions.
Siden kom Tai Woffindens indtog på scenen og Greg Hancocks sene opblomstring, efterfulgt af Jason Doyle, inden en ung mand fra Stettin i Polen satte sig tungt på tronen.
Bartosz Zmarzlik
Han er kun 29 år – og har siden 2018 kun vundet guld eller sølv!
I 2019 var danske Leon Madsen snublende nær, og spørgsmålet er også, om det for Leons muligheder, var den bedste chance for fem år siden.
I år er Anders Thomsen ude efter styrtet i Riga i fjor, så de danske håb ligger igen hos Leon og sjællandske Mikkel Michelsen. De kan begge så meget, og de kan begge vinde flotte heats, men er de stabile nok til at true Bartosz Zmarzlik.
Vi bliver klogere de næste måneder, og ved meget mere, når verdenseliten rammer Vojens Speedway Center, lørdag den 14. september – som igen i år er næstsidste afdeling.
Hvis tronen skal vakle under Zmarzlik kræver det også noget ekstraordinært fra slovakken Martin Vaculik, svenske Frederik Lindgren, briterne Dan Bewley og Robert Lambert, eller måske Jack Holder.
I virkeligheden kan den største trussel for Zmarzlik komme fra hans eget hjemland, for, mens Maciej Janowski er ude, har det speedwaygale Polen fået to unge himmelstormere med ind, i form af Dominic Kubera og Szymon Wozniack. De bliver giftige.
I fjor vandt Bartosz Zmarzlik i Kroatien foran Lambert og Lindgren.
Og så er vi ved det statistiske faktum, at den som bliver verdensmester ofte er med i årets første finale.
Danske VM medaljer i grandprix VM serien siden 1995
1995: Guld, Hans Nielsen
1996: Sølv, Hans Nielsen
1999: Bronze, Hans Nielsen
2003: Guld, Nicki Pedersen
2006: Bronze, Nicki Pedersen
2007: Guld, Nicki Pedersen
2008: Guld, Nicki Pedersen
2012: Sølv, Nicki Pedersen
2013: Bronze, Niels Kr. Iversen
2014: Bronze, Nicki Pedersen
2015: Bronze, Nicki Pedersen
2019: Sølv, Leon Madsen
2022: Sølv, Leon Madsen
Løbet kan ses lørdag aften kl. 19.00 på Discovery+ eller Kanal 6.