Alf Busk blev i 1977 speedwayhistoriens allerførste U21- verdensmester. Han blev betragtet som kronprinsen, der skulle efterfølge selveste Ole Olsen. Som professionel i England måtte Alf Busk dog erkende, at talentet ikke rakte til en VM-titel mere. Men han fortryder intet og ville gerne sejle til England én gang til.
Af Ib Søby
I hjemmet i det smukke område ved Salten – tæt på Himmelbjerget – er der tre ting, som betyder meget for Alf Busk; sønnen Rasmus, Border Collien Spy og så de 16 motorcykler, han har stående i garagen. Det er ikke speedwaycykler alle sammen, for Alf Busk har i de seneste år også flirtet med Classic Road Racing. I samlingen findes fx den luftkølede 500cc Suzuki, som Alf vandt det tyske mesterskab på i 2015.
Men han har også stadig sin allerførste 50cc knallertspeedwaycykel.
Den cykel som hans far forærede ham i konfirmationsgave – fremfor familiefesten – og netop den cykel, som han i 1974 kørte på, da han vandt både det individuelle danske knallertmesterskab og holdmesterskabet sammen med Spurvene fra Silkeborg Speedway Club.
– Min far Egon var bidt af en gal motorcykel, og han var også en af bagmændene bag Silkeborg Speedway Club, som var – og fortsat er – en afdeling under selve motorklubben, der blev etableret tilbage i 1928. I 1967 åbnede de Ellingbanen mellem Funder og Engesvang, hvor der både blev kørt motocross og speedway, fortæller Alf Busk.
Efter Ole Olsens verdensmesterskab i 1971 eksploderede interessen for speedway i hele Danmark, og især knallertbaner skød op overalt.
– Ud over Ellingbanen kørte vi knallertræs i Middelfart, Fjelsted, Fangel, Skovby og senere oppe i Brovst. Men efterhånden var vi unge også med i de store stævner som fx på Korskrobanen ved Esbjerg. Mange weekender blev der kørt både motocross og speedway – og også 50cc holdmatcher. Det var en fantastisk tid med masser af køreglæde og pionerånd, husker Alf Busk.
Da Vojens Speedway Center åbnede i 1975, var Alf Busk sammen med flere talenter på træningsophold, og stiftede nu bekendtskab med de store 500cc speedwaycykler.
Hjemme i Silkeborg var Alf Busk efterhånden urørlig, og efter samråd med far Egon rykkede han i 1976 til Aarhus Motorklub, som dengang kørte på Fladbro-banen ved Randers. Her fik Alf større modstand og kom på 1. divisionsholdet Piraterne sammen med Aarhus-profiler som John Williams, Steen Normann, Krause Kjær og stortalentet Finn Thomsen.
…
I 1977 besluttede den internationale motorunion, FIM, at indstifte et mesterskab i U21-regi, og Vojens Speedway Center blev vært for den første finale lørdag den 24. juli. Her stillede den slanke og blonde 19-årige Alf Busk op som en af forhåndsfavoritterne. I feltet var også to stærke britiske kort, Les Collins og Joe Owens, samt russiske Zaytun Gafurov og tyske Peter Lampenhauer. Eneste anden dansker i finalen var i øvrigt den stille 18-årige nordjyde Hans Nielsen.
Truende skyer lå over Sønderjylland, da den historiske finale blev sat i gang. Efter tre runder havde Busk gjort rent bord med maksimum 9 point, mens Owen havde 8 og Les Collins 7. Regnen var nu ubønhørlig, og den tyske dommer Günter Sorber besluttede – reglementeret – efter heat 12 at afblæse løbet, og erklærede Alf Busk som vinder. Den britiske holdleder Eric Boocock appellerede kraftigt for at genoptage løbet om søndagen for at holde Owens og Collins’ chancer i live, men hertil svarede Sorber, at Busk havde slået Collins i heat 4 og Owen i heat 9.
Alf Busk blev hyldet på podiet som Danmarks tredje vinder af en international FIM-titel efter Kurt W. Pedersens EM i 1964 og Ole Olsens – foreløbigt- to VM- titler i 1971 og 1975.
Han havde sparket døren til en professionel karriere op på vid gab.
…
Allerede året før havde Alf Busk været på besøg hos Ole og Ulla Olsen i Holmes Chapel ved Crewe syd for Manchester. Olsen, der var skiftet fra Wolverhampton til Coventry, havde inviteret den unge Busk over Nordsøen, så han kunne snuse lidt til det britiske speedwaymiljø.
– Jeg fik kontrakt med Coventry i 1977 og havde en dejlig tid i klubben. Det var også i de år hvor speedway virkeligt var kæmpestort i England, så det var helt uvirkeligt at dyste uge efter uge med verdensstjerner som Ivan Mauger, Bruce Penhall, Anders Michanek, Barry Briggs eller Peter Collins og Michael Lee. Og nogle gange gav jeg dem sgu baghjul, husker Alf Busk med glæde i stemmen.
I de år blev mange matcher transmitteret på BBC, og sportens profiler var ligeså populære som fodboldikoner a la George Best eller Kevin Keegan.
I to år boede Alf Busk hos familien Olsen, hvor han også gerne gik til hånde med praktiske gøremål. Eksempelvis var han ofte babysitter for Ulla og Oles første søn Jacob, som kom til verden i 1972. Den tætte kontakt har holdt ved til den dag i dag.
– Ja, jeg havde meget spas af Jacob dengang. Han var sgu lidt af en vildbasse på den gode måde. Jeg boede i en tidligere gymnastiksal på Ole og Ullas grund, og ofte kom Jacob farende ind tidligt om morgenen, og kastede sig ned i sengen til mig, ler Alf Busk.
Det nære venskab mellem Alf og drengen Jacob blev senere understreget, for da Jacob selv begyndte at køre knallertspeedway, var det Alfs mor, Rosa, som havde syet køredragten.
…
Det kørte stærkt for Alf – med øgenavnet Busky – i den britiske liga hos Coventry og sidenhen for Swindon og Sheffield. Med sit venlige og vindende væsen var han en populær kører blandt de britiske fans. Den stod altid på talrige autografer og fotos, hver gang han mødte frem på banerne, imens tidens store hits, som Micheal Jacksons ” Billie Jean ” eller Queen og David Bowie, bragede ud over højtalerne.
Til gengæld kneb det lidt mere med den internationale succes. Han blev nummer 6 i den danske VM-kvalifikation i 1978 og kom, lige nøjagtigt, ikke videre i systemet, som endte med Ole Olsens tredje individuelle VM-titel samme år.
Alf Busk var på det danske landshold i 1976 og 1977, hvor Danmark ikke nåede VM-finalen. I 1978 sad han ude i hold-kvalifikationsrunden i Tampere i Finland, hvor danskerne endelig kom videre. I Intercontinental-finalen var han reserve. Her overraskede danskerne igen, men til selve VM-finalen i tyske Landshut blev reservepladsen givet til Kristian Præstbro.
Det var her, Danmark vandt sit første hold-VM guld.
I Par VM-sammenhæng havde Ole Olsen skiftende makkere op gennem 1970’erne. I 1973 tog han sølv sammen med Kurt Bøgh, men ellers var det primært Finn Thomsen, som kørte ved Olsens side med Dannebrog på brystet.
Talentmassen var enorm i Danmark, og unge stjernefrø valfartede til England. Bo Petersen, Peter Ravn, Michael Lohmann, Hans Nielsen, Erik Gundersen og Tommy Knudsen, for bare at nævne nogle enkelte.
– Jeg føler ikke, jeg blev overhalet af de andre danskere i England. Jeg vil nærmere sige ligeud, at de simpelthen var bedre end mig. Så enkelt var det. Resultaterne i 80’erne fortæller jo alt, og jeg var stadig glad for min egen karriere, selv om de andre tog noget af rampelyset. Den store sandhed er jo, at selv hvis fire verdensmestre holder til start ved tapen, er der i realiteten tre, som taber et minut senere, erkender Alf Busk med tanke på de mange af alverdens dygtige speedwaykørere som – i den benhårde konkurrence – aldrig når et individuelt VM-podie.
Med vanligt overskud var Alf Busk således indimellem hjælper og chauffør for Tommy Knudsen, der som 17-årig ankom til England uden kørekort!
…
I 1985 vendte Alf Busk hjem til Danmark. Han var nu blevet 27 år og følte et behov for at tage en uddannelse med tanke for eftertiden.
– Godt nok ringede Sheffield efter mig i 1986, men jeg takkede nej og tog min uddannelse som maskinarbejder. Jeg havde også haft nogle grimme styrt i England og døjede noget med min ene skulder. Under et løb hang mit højre ben også fast i en mast ved barrieren i Wolverhampton, hvilket hæmmede mig voldsomt i et stykke tid, fortæller Alf Busk.
Han havde indimellem kørt 1000 meter langbane, og nåede endda VM-finalen i tjekkiske Marianske Laszne, hvor det blev til en 15. plads i 1979.
Da Korskrobanen ved Esbjerg i 1987 var vært for DM på 1000 meter, kunne Alf Busk ikke nære sig og stillede til start. Men den dag gik det galt. I et heat røg han i et crash med nordjyske Jens Henry Nielsen, og blev efterfølgende påkørt af en anden kører. På Esbjerg sygehus kunne lægerne fortælle den omtumlede Alf Busk, at ryggen var brækket, og karrieren endegyldigt var slut.
– Så var jeg nærmest pensionist de næste mange år, indtil jeg for nogle år siden begyndte at snuse til Classic Road Racing, fortæller Alf Busk.
At kalde sig pensionist er nu noget af en sandhed med modifikationer, for i alle de mellemliggende år har Alf Busk været en utrættelig mekaniker og højt værdsat hjælper for en lang række danske kørere som fx Jacob Olsen, Gert Handberg, Lars Henrik Jørgensen, Brian Andersen og senest Bjarne Pedersen.
I privatlivet skete der også noget, for Alf mødte den polske kvinde Anja og parret, som var gift i 14 år, fik i 2001 sønnen Rasmus.
– Anja bor i Danmark, og vi er stadig gode venner og ses indimellem, selv om vi ikke lever sammen mere, siger Alf Busk, der samtidig glæder sig over at sønnen Rasmus også har en stor interesse for motorsport.
– Han går lige nu på handelsskole, men dyrker Esport Racing på højt niveau, hvor han i en simulator kører på hold med Jan Magnussen og Ronnie Bremer, og det er virkeligt noget, jeg tror, der er fremtid i, vurderer Alf Busk, som i dag arbejder hos Vagn Jensen Motorcykler i Horsens.
Men speedway-rødderne i Silkeborg har han ikke glemt. Hvert år i en weekend i oktober køres nemlig en ungdomsturnering under navnet Alf Busk Cup.
– Jeg elsker at være ude og se de unge fræse afsted. Arrangørerne spurgte, om jeg bare lige ville komme og dele pokaler ud, men jeg er der hele tiden og snakker med børnene. Mange af dem spørger, om jeg egentlig selv har kørt, og så nikker jeg og siger, at jeg har da prøvet lidt af hvert, smiler Alf Busk med jysk beskedenhed.
Han var som en spurv fra Silkeborg, der fløj højt i den bedste speedway-epoke på den anden side af Nordsøen.
