Speedway Legenderne: Dennis Sigalos

15/01/2021

Han delte et skæbnefællesskab med Bruce Penhall, uden helt at opnå samme succes. Men da Dennis ” Siggy ” Sigalos stoppede karrieren som kun 25-årig, havde han dog vundet mere end mange speedwaykørere kan drømme om.

Af Ib Søby

Fotos: Dennis Siggy Sigalos Museum, Facebook.

Lørdag den 28. august 1982 oprandt det største moment i amerikansk speedway. Sent på denne smukke sommeraften kunne 40.000 publikummer hylde to amerikanske kørere på det individuelle VM podie. Den ultra-populære Bruce Penhall havde gentaget VM triumfen fra året før, men på bronzepladsen stod vennen Dennis Sigalos, mens britiske Les Collins havde kilet sig ind imellem de to californiske helte og taget sølv.

For at fuldende den amerikanske succes var scenen ovenikøbet Los Angeles Memorial Colliseum, omkring 40 kilometer nord for den lille Costa Mesa speedway bane, hvor både Penhall, Sigalos, og mange andre amerikanske speedway-profiler havde indledt deres internationale karrierer.

Som bekendt stoppede Bruce Penhall samme aften, og drog til Hollywood og bl. a. en rolle som motorcykelbetjent i tv serien CHiPS, mens Dennis Sigalos fortsatte med speedway, og nåede øverst på et andet VM-podie senere samme år.

Dennis Arthur Sigalos kom til verden i 1959 i Garden Grove, syd for Los Angeles. Allerede som barn blev han nært tilknyttet den to år ældre Bruce Penhall, fordi deres fædre, Tony og Leroy, drev både forretninger og powerboat-racing sammen. De to knægte voksede op med surfing, sol og strand, på Balboa Øen tæt på Newport – og heller ikke så langt fra Costa Mesa hvor Bruce – ud over baseball – også flirtede med junior speedway.

Mens Bruce begyndte at vise takter på 500cc, kørte Dennis som en lovende junior, men det var en begivenhed uden for ovalen på Costa Mesa, som bandt de to venner sammen for evigt.

Nytårsdag 1975 ventede den 18-årige Bruce på at hans forældre skulle komme hjem fra en nytårstur i Mammoth bjergene. Leroy og Barbara Penhall var fløjet op til en nytårsaften i et privatfly med tre venner, hvoraf den ene var Joyce Sigalos, Dennis´ mor. Fordi både Bruce og Dennis skulle spille en baseball match var de ikke med på turen, ligesom Tony Sigalos også var blevet hjemme.

Sent samme aften kom Tony over og bankede på døren hos Bruce, og måtte fortælle den grusomme nyhed, at flyet var kommet i problemer kort efter starten, angiveligt på grund af tilisning af karburatoren, og alle fem ombordværende var omkommet i et styrt.

På et øjeblik blev tilværelsen brat ændret for Bruce og Dennis.

Tilskyndet af Tony drog de to drenge på en længere rejse til Australien og New Zealand for at snuse til speedwaysportens oprindelige mekkaer som fx Sydney Showground og Christchurch. De ville opleve, og køre der hvor Ronnie Moore, Ivan Mauger og Barry Briggs havde indledt deres vej mod verdenstoppen.

Tilbage i Californien vandt Bruce og Dennis efterhånden alt hvad de stillede op i. Men samtidig vidste de begge, at næste skridt handlede om at komme til England, hvor sporten virkeligt blev taget seriøst.

USA havde ikke vundet et VM siden Jack Milne i 1937, men op igennem 70érne havde amerikanske kørere som Scott Autry, John Cook, brødrene Moran, Lance King og Bobby Schwartz begyndt et indtog i England og på det europæiske kontinent. De var farverige i deres spraglede dragter, moderne hjelme og støvler. De duftede af glimmer og glamour, og bragte noget af det solbeskinnede Californien med til de grå og trøstesløse kulminebyer, hvor fodbold, rugby og speedway var de ugentlige højdepunkter.

Men en smule misundelse måtte britiske og europæiske kørere se, at amerikanerne, nu også Sigalos og Penhall, bibragte de nedslidte speedwaystadions et pift af razzamataz, som især imponerede de kvindelige fans. 

I forbindelse med et USA mod ”Resten af Verden”- stævne i Costa Mesa fik Dennis Sigalos kontakt til selveste Ivan Mauger, der tilbød ham en aftale hos Hull Vikings, hvor Kelly Moran i forvejen var indlemmet i truppen. Og netop fordi Mauger var et stort forbillede, og fordi Moran var i klubben, takkede den 19 årige Dennis ja, og rejste over Atlanten.

– Jeg glemmer aldrig da jeg landede i Heathrow, og blev hentet til den lange tur op til Hull i det nordvestlige England. Det var koldt og regnfuldt, mens rastepladserne kun bød på fish and chips. Jeg havde min veninde og senere hustru Debbie med, men vi følte begge, at vi var ankommet til en anden planet.

Sådan beskriver Dennis Sigalos sin ankomst i marts 1979 til en podcast som blev indspillet i 2020 af de britiske kommentatorer Nigel Pearson og Kelvin Tatum.

– Vi blev indkvarteret i et stort hus, ejet af Veronica Chapman og hendes mand, og hvor også Kelly Moran boede. Men hurtigt kom vi i gang med sæsonen og jeg fik plads på holdet, så der var masser at lære og koncentrer sig om. Men jeg må også sige, at det faktum, at vi efterhånden var en del kørere fra Californien som mødtes ugentlig på kryds og tværs på banerne gjorde mine år i Europa til en god oplevelse, ligesom jeg fik enorm respekt for kørere fra lande som England, Danmark og Sverige, fortæller Dennis Sigalos i sit interview til Pearson og Tatum.

Med Hull Vikings fik Sigalos hurtigt succes. Holdet blev både nummer to i Ligaen og i Cupturneringen, og Sigalos vandt opmærksomhed med sin flamboyante stil, der til tider kunne minde om den britiske stjerne Michael Lee. De havde begge en usædvanlig højde, men Dennis Sigalos havde en speciel bagudrettet benstilling når han startede, for bedre at kunne kontrollerer motorcyklen. Det gav ofte nogle turbulente starter, men han viste sig som en dygtig yderbane-kører og en sand racer, der leverede spektakulære overhalinger.

I 1980 kvalificerede han sig til det individuelle U21 VM i tyske Pocking, hvor det blev en overraskende bronzemedalje, efter omkørsel med Erik Gundersen. Løbet blev vundet af Tommy Knudsen foran Tony Briggs. Samme år vandt Dennis Sigalos også den prestigefyldte klassiker Peter Craven Memorial.

Året efter stjal barndomsvennen Bruce Penhall al opmærksomhed ved både at blive verdensmester på Wembley og vinde Par-VM sammen med Bobby Schwartz.

Dennis Sigalos var i mellemtiden skiftet til fra Hull Vikings til det mere sydlige Ipswich Witches, hvor han følte sig bedre tilpas, og blev makker John Cook som også kom fra Californien.

– Den smalle bane på Foxhall Stadium passede mig rigtigt godt, men det betød også noget, at der i Ipswich var en stor base for US Airforce, hvor jeg kunne hænge ud i fritiden med folk fra mit eget land. Vi var jo unge og drønede ud til stranden i Felixstowe når vi kunne, husker Dennis Sigalos i samtalen med Pearson og Tatum.

1982 blev det bedste år – sportsligt – for den kun 23-årige Sigalos.

Han vandt British Open på White City efter omkørsel med Hans Nielsen, og blev amerikansk mester i Long Beach. I august måned kom så VM-finalen i Los Angeles, hvor han erobrede bronze efter Penhall og Les Collins.

Netop VM-bronzen og Penhalls karrierestop gjorde Dennis Sigalos selvskreven til dette års Par-VM som skulle køres i december måned i Sydney forstaden Liverpool. Sammen med Bobby Schwartz skulle USA op mod skræmmende stærke nationer som Danmark med Ole Olsen og Hans Nielsen, England med Peter Collins og Kenny Carter. Australien med Billy Sanders og Gary Gugliemi og New Zealand med Mitch Shirra og Larry Ross, plus Finland og Tjekkiet.

En helt uforudsigelig finale.

Men den aften var Sigalos og Schwartz helt suveræne. De var toptrimmet, både mentalt og udstyrsmæssigt – med importerede dæk fra Carlisle – og simpelthen bare stinkende klare fra første øjeblik. De andre nationer, som selvfølgelig kombinerede VM finalen under sydlige himmelstrøg med lidt velfortjent ferie, blev taget på sengen.

Sigalos og Schwartz vandt dobbeltsejre i samtlige heats, og sikrede sig hermed en af speedwaysportens få VM triumfer med maksimum points. England nappede sølv lige for næsen af Danmark, mens Australien og New Zealand floppede totalt.

Dennis Sigalos kunne skrive sin ind i historien som en af de få amerikanske verdensmestre i speedway.

1983 bød ikke på de samme højder.

Det gik fint i Ipswich, men den individuelle VM finale i tyske Norden blev en skuffelse for Dennis Sigalos – og for mange andre end Egon Müller, der sikrede sig tysk udødelighed.

Par VM finalen i Göteborg blev til en 4. plads, igen med Schwartz som makker, mens det trods alt blev til VM bronze i Hold VM finalen i Vojens.

En overraskelse kom dog i oktober måned, for Dennis Sigalos vandt sportens mest meriterende og ældste klassiker Den Gyldne Hjelm i tjekkiske Pardubice. Han slog Ole Olsen og hjemmebanehelten Jiri Stancl i finalen.

Ingen andre amerikanere har vundet det løb som er kørt siden 1929.

Op til sæson 1984 skiftede Dennis Sigalos fra Ipswich til Wolverhampton, men den glæde blev relativt kort. I den amerikanske VM-kvalifikationsrunde i Long Beach brækkede han en ankel ved et styrt med den unge himmelstormer Sam Ermolenko, og mistede resten af sæsonen.

Han fik dog en ny aftale med Ipswich i 1985, selv om ankelskaden stadig spøgte i baghovedet. Efter ganske få matcher var Sigalos udsat for et nyt styrt, hvor anklen blev ramt igen, og han vidste med sig selv at motivationen var forduftet.

Han var 25 år og indså, at der for ham var andet i livet end speedway.

Med Sigalos og Penhall som speedwaypensionister blev det især Shawn Moran og Sam Ermolenko som bar Stars and Stripes videre på den internationale scene, inden Billy Hamill og Greg Hancock senere gjorde deres indtog.

Efter en række år med civile jobs og fokus på familie vendte Dennis Sigalos og Bruce Penhall dog tilbage til adrenalin-kick. De deltog i en række Off Road-ørkenløb og kørte Paris-Dakar Rally sammen.

I midten af 90érne mødtes de to venner på vandet, og vandt fire verdensmesterskaber i det ultrafarlige Super V Powerboat speedbådsrace. Det er en sport med tophastigheder på over 250 km/t hen over bølger på 5-7 meters højde.

Privat ser Dennis Sigalos og Bruce Penhall hinanden jævnligt, og da Penhalls søn Connor i 2012 blev dræbt af en spritbilist, etablerede de sammen en række arrangementer med fokus mod spritkørsel og speedway-stævner til Connor Penhalls minde.

Deres skæbnefællesskab knytter stadig tætte bånd.

….

Se Dennis Sigalos i duel med Hans Nielsen.

Det er i en omkørsel om sejren i 1982 udgaven af Embassy British Open fra White City i London.

Seneste nyheder

LYAGER SEJREDE I VOJENS

Foto: John Bo Jensen Den 26-årige Slangerup kører Andreas Lyager vandt tirsdag aften den danske VM & EM kvalifikation på Vojens Speedway Center. Lyager henviste således Anders Thomsen og Rasmus Jensen til de næste pladser på podiet, mens Benjamin Basso og Frederik...

SAME OLD STORY !

For 3. år i træk tabte SES – Sønderjylland Elite Speedway åbningsmatchen mod Holsted Tigers.Nøjagtig som i fjor lød cifrene 37-47 i Holsteds favør. På en halvkold forårsaften, hvor staben havde slidt og slæbt for at gøre banen klar på Vojens Speedway Center, kunne SES...

Fighter Wing elever til speedway

De unge elever på flymekaniker-uddannelsen på Fighter Wing i Skrydstrup får også i 2024 muligheden for at opleve en anden form for teknik og teamwork, når de gratis kan besøge naboerne på Vojens Speedway Center, og opleve tohjulet motorsport i verdensklasse. SES...

Stjernefelt til VM og EM kvalifikation i Vojens

SES – Sønderjylland Elite Speedway har Anders Thomsen, Mads Hansen og Jesper Knudsen til start, når Vojens Speedway Center igen er vært for den nationale VM og EM kvalifikation, til dette års EM-serie og næste års grandprix-serie. Mads Hansen og Benjamin Basso i...

Del på sociale medier