Slaget i Wroclaw

31/07/2019

Ligesom Vojens Speedway Center i år genopstår i det internationale speedwaylandskab, har det olympiske stadion i Wroclaw været igennem en større renovering og opgradering. Wroclaw, der har en blodig historie, har også en lang speedway tradition. Trods udsmykket med olympiske ringe, har der dog aldrig været afholdt olympiske konkurrencer på stadion.

Af Ib Søby

Wroclaw var en af nazitysklands sidste bastioner, inden russernes røde hær buldrede videre mod det sønderbombede Berlin. Kommandant Karl Hanke byggede fæstning af møbler og bøger fra byens bibliotek, sendte tusinder af borgere og tusinder af børn – Hitlerjugend – i den visse død, i et desperat og nytteløst forsøg på at holde ” Festung Breslau ”. 170.000 civilister blev dræbt, inden Hanke selv, på fejeste vis, stjal et lille privatfly og flygtede væk fra den brændende og ruinerede by. Hanke blev senere opdaget af tjekkiske partisaner og skudt.

Så grusom og barsk bliver speedway-slaget på lørdag heldigvis ikke, for netop sport er events der kan skabe glæde og jubel på tværs af grænser. Men som en lille parallel til begivenhederne i 1945, må vi bare erkende, at russerne lige nu sidder på toppen af international speedway. Emil Saytfudinov kommer til Wroclaw som VM-etter, sammen med polske Patryk Dudek og danske Leon Madsen. Emil gentog også Par VM triumfen for nylig på hjemmebane i Togliatti sammen med Cleb Chugunov og Artem Laguta. For at det ikke skal være løgn vandt Artems storebror, Grigory Laguta, også årets første EM løb.

Selve stadion blev bygget i 1928 med henblik på fodbold. Med tyskernes overtagelse i 1939 blev stadion navngivet efter feltmarskal Herman Göring. Efter de Olympiske lege i Berlin 1936 forestillede nazisterne sig, at det 3. Rige i al fremtid skulle være vært for de Olympiske Lege, og havde Wroclaw (Breslau) i spil til enkelte idrætsgrene i 1940. Det blev som bekendt aldrig til noget, men de olympiske ringe pryder stadig stadion.

Den tdl. danske landstræner i fodbold Sepp Piontek blev født i byen den 5. marts 1940.

I efterkrigstiden holdt speedway sit indtog på stadion og Wroclaw vandt mange gange sølv og bronze i den polske liga, inden det blev til guld fire gange, i 1993,1994, 1995 og 2006.

Foto: Wroclaw Tourist

Ole Olsen blev nummer ti ved VM i 1970, året før han blev verdensmester, og i 1992 vandt Gert Handberg bronze i Wroclaw. Efter grandprix systemets indførelse i 1995, har Tommy Knudsen, Bjarne Pedersen og Nicki Pedersen stået øverst på podiet i Wroclaw.  

I vor tid er klubbens helt store stjerne den dobbelte U21 verdensmester Maciej Janowski. Den 27 årige Janowski har dog haft en hæslig sæson med styrt og skader. Senest gik det galt under Par VM i Togliatti, men han regner dog med at stille op til VM løbet i sin hjemby.

Med sejren i lørdagens 2. EM afdeling i polske Torun, viste danske Leon Madsen to ting: Han kan modstå ethvert forventningspres, og han har det som en kat i en fiskebutik på store polske baner. Leon har nu henrykket den ganske speedwayverden med flotte overhalinger gennem flere måneder. Selv de værste kritikere, må nu se Leon Madsen som en meget seriøs VM kandidat.

Foto: BSI/IMG

Han får naturligvis intet foræret. Dudek, Saytfudinov, Zmarzlik og Vaculik er på samme niveau, men det hjælper dog meget, at Leon Madsen faktisk er blevet meget populær i Polen. Der går rygter om at han måske søger polsk statsborgerskab, lidt ligesom norske Rune Holta i dennes storhedstid, men det er ikke noget han vil tale offentligt om.

Niels Kr. Iversen havde et skuffende Par VM og kæmper hårdt med sig selv og teamet for at finde de sidste procenter. Heldigvis har Iversen lidt af en ry for at være en –late-season-bloomer – én der er bedst i eftersommeren. Måske kommer vendepunktet i Wroclaw, som han i den grad kender godt.

Med Wroclaw er sæsonen nået halvvejs. U21 verdensmester Maksym Drabik har wildcard og dommer er svenske Krister Gardell.

Stillingen

1.   Emil Saytfudinov 47

2.   Patryk Dudek 47

3.   Leon Madsen 47

4.   Bartosz Zmarlik 44

5.   Martin Vaculik 44

6.   Frederik Lindgren 42

7.   Niels Kr. Iversen 32

8.   Jason Doyle 30

9.   Janus Kolodziej 29

10.  Artem Laguta 27

11.  Matej Zagar 27

12.  Max Fricke 27

13.  Maciej Janowski 24

14.  Robert Lambert 24

15.  Antonio Lindbäck 23

Grandprix vindere i Wroclaw

1995  Tomasz Gollob, Polen

1996  Tommy Knudsen, Danmark

1997  Greg Hancock, USA

1999  Tomasz Gollob, Polen

2004  Bjarne Pedersen, Danmark

2005  Tony Rickardsson, Sverige

2006  Jason Crump, Australien

2007  Nicki Pedersen, Danmark

To gange har Wroclaw været vært for det individuelle VM. I 1970 vandt newzealandske Ivan Mauger, og i 1992 britiske Gary Havelock. I 1975 vandt svenske Anders Michaneck og Tommy Jansson Par VM,g syv gange har stadion lagt slagger til Hold VM. Polen sejrede i 1961 og 1966, mens Storbritannien tog guld i 1971, 1977 og 1980. Australien vandt i 2001 og Polen i 2005.

Seneste nyheder

SUVERÆN SVENSKER SÆNKEDE SES

Den 31-årige dobbelte svenske mester Jacob Thorsell scorede hele 18 point på seks starter, da Holsted Tigers besejrede SES – Sønderjylland Elite Speedway på Vojens Speedway center onsdag aften. Med 46 – 38 tog Holsted Tigers også et bonuspoint til DM stillingen, da...

MICHAEL JEPSEN JENSEN DANSK MESTER

På et drøn af en DM finale lykkedes det – efter to gange sølv – Micheal Jepsen Jensen at vinde det danske mesterskab – og sikre sig wild card til det danske VM Grand Prix i Vojens den 13. september. Foto: Frank Cilius SES profilen Anders Thomsen måtte bytte sidste års...

DE SKAL KÆMPE OM DM I BROVST

Onsdag aften blev 14 finalister fundet til årets DM-finale, som også gælder grandprix kvalifikation frem mod 2027, og et wildcard til DeluxeHomeart FIM Speedway Grand Prix of Denmark i Vojens, lørdag den 13. september. Af Ib Søby – foto: fra Fjelsted, Basso, Lyager og...

SES VINDER TÆT SEJR

Det bølgede frem og tilbage, men i afgørelsen tog SES - Sønderjylland Elite Speedway sin femte sejr – af fem mulige – mod Esbjerg Vikings på Granly Arena. SES vandt 43-40. Foto: Sønderjylland Elite Speedway Af Ib Søby Denne match var en kavalkade af blandede bolsjer....

Del på sociale medier