Den danske speedwaykører Poul Wissing stod i 1967 på tærsklen til sit store internationale gennembrud. Samme år skulle hans sæson sluttes med to prestigefyldte løb i DDR, det tidligere Østtyskland.
Af Ib Søby
Når de østtyske grænsevagter fik øje på en hvid Mercedes 190 med danske nummerplader, smilte de høfligt og vinkede vognen forbi den ventende kø af biler, som skulle kontrolleres. De vidste, at manden bag rattet i den hvide Mercedes, var den fremragende danske speedwaykører Poul Wissing, som sammen med sin bror og mekaniker Niels var på vej til store løb i DDR.
På bilens trækkrog var etableret et stel, hvor Wissings JAWA speedwaycykel var fastmonteret og dækket af presenning.
Myndighederne i DDR var meget åbne over for udenlandske sportsfolk. De kom og dystede mod DDR’s egne idoler, og dermed kunne det kommunistiske styre måle sig med vesten og skrive i deres aviser, at deres speedwaykørere kunne besejre de vestlige.
Og Poul Wissing var et stort og populært navn. Han var hurtig, havde stil og udstråling, skrev mange autografer og var en af de bedste i Danmark, hvor speedway dengang blev betragtet som en lille nichesport.
Efter grænsen overtog Niels rattet, og Poul fik en lille eftermiddagslur, mens de rullede de sidste 100 kilometer mod Rostock.
Det var fredag den 29. september 1967, og en mild blæst kastede træernes blade mod bilens forrude. Skyerne virkede tunge og mørke, og inden grænsen havde de talt om, hvordan vejret ville være i den kommende weekend. Vejret er vigtigt for enhver speedwaykører, og Poul Wissing skulle køre lørdag aften i Güstrow og igen søndag eftermiddag i havnebyen Rostock.
…
Poul Wissing blev født den 26. februar 1941. Allerede som dreng var han stærkt tiltrukket af motorcykler og mekanik, så efter skolegangen kom han i lære hos en automekaniker i hjembyen Vejle.
I 1950’erne var dansk speedway primært koncentreret omkring en håndfuld kørere som f.eks. Kiehn Berthelsen, Leif Bech og Arne Pander, der var de førende i ” ekspert-klassen”. Der blev kørt mange stævner, hvor der både blev dystet i biler, motocross og speedway. Der var tusindvis af tilskuere, men i aviserne fik speedway ikke megen opmærksomhed.
Godt nok havde Danmark haft Morian Hansen med i den allerførste VM-finale i 1936, men i efterkrigstiden var dansk deltagelse i en VM-finale utænkeligt, og danske kørere nåede aldrig længere end den nordiske finale i kvalifikations-løbene, og der fik de baghjul af de langt stærkere svenskere.
Poul Wissing havde været med sin bror til flere motorsportsstævner og havde forelsket sig i speedway. Men han måtte vente, til han blev 18 år, for først fra den dag kunne danske kørere aflægge en baneprøve og få licens af Danmarks Motor Union.
I 1959 debuterede Wissing på Riis Banen ved Vejle, og vandt hurtigt i juniorklassen. Ugen efter blev han rykket op som senior, og viste igen sit store naturtalent. I sin næste start blev han derfor placeret i ekspertklassen, og senere på året blev han jysk mester, hvilket var en sensation af en 18-årig nybegynder.
Allerede fra begyndelsen af 1960’erne tilhørte Poul Wissing den danske elite.
Anført af 1000 meter-specialisten Kurt W. Petersen var han inviteret med på et dansk hold, som kørte fire måneder i den argentinske hovedstad Buenos Aires på banen i Ferrocarril Oeste. De blev indkvarteret på et skummelt hotel i den gamle bydel Caballito, men det blev også en skelsættende oplevelse for den nu 20-årige unge mand fra den danske provins. Han blev fascineret af bylivet, de temperamentsfulde kvinder og tango-musikken, som strømmede ud fra barer, frisørsaloner og butikker.
Kort før turen til Argentina havde Poul Wissing vundet bronze ved det danske mesterskab, men siden blev den årlige DM-finale lidt af en ”forbandelse” for ham.
– Jeg ønsker brændende at blive dansk mester, men har altid uheld ved netop de finaler, udtalte Wissing til en lokalavis i 1965.
…
I 1963 droppede Vejle Motor Klub speedway for at fokusere på bilsport, og Poul Wissing meldte sig ind i Esbjerg Motorsport. Hermed kom han under vingerne på den driftige iværksætter Jørgen Holm, som var i fuld gang med at gøre Esbjerg og Korskro-banen til Danmarks førende speedwaymekka.
– Wissing var fra første dag en markant og stor personlighed i vores klub. Han var en blændende kører og en varmhjertet holdkammerat, som hurtigt blev et forbillede for mange af vores unge medlemmer, husker Jørgen Holm, der selv blev en legendarisk arrangør og speaker på Korskro-banen.
Den danske elite bestod nu af kørere som Wissing, H.P. Boisen, Gotfred Andreasen, Bent Nørregaard-Jensen og Kurt Bøgh med flere. Deres forbillede var den karismatiske Arne Pander, som fra 1959 var blevet professionel i britiske Oxford, og de unge danskere vidste, at skulle man virkeligt blive til noget i speedway, måtte man til England.
Til gengæld fik danskerne mange kontrakter til store løb i Sverige, Vest- og Østtyskland og Holland, hvor der var gode præmiepenge på spil.
…
På den private front gik det også godt for Poul Wissing.
I hans søsters frisørsalon i Vejle mødte han Elsemarie, som var sekretær i en bank. De forelskede sig, og blev gift den 2. april 1964. Parret bosatte sig i et fint etplanshus af gule mursten i Mølholm i udkanten af Vejle, og deres hjem blev hurtigt et mødested for mange danske speedwaykørere, som ofte kom forbi og overnattede, når de var på vej til og fra løb.
I efteråret 1964 havde Wissing et styrt og brækkede et ben, hvilket kostede det meste af 1965-sæsonen. I mellemtiden fødte Elsemarie en datter, og nu kunne Wissing træne sig op ved at gå lange ture med barnevognen og arbejde på autoværkstedet Haargaard i Vejle.
Den lange pause blev også brugt til at finde penge til at købe en ny speedwaycykel, en JAWA som var hurtige og lidt lettere at vedligeholde end hans hidtidige JAP. Wissings ven og konkurrent, H. P. Boisen, fik også anskaffet sig den nye model, som efterhånden blev et must for den danske elite.
De næste par år blev der ikke megen tid til familie eller autoværksted. Poul Wissing var flyvende, både med Esbjerg-holdet Vikingerne, men også i individuelle løb, hvor han sjældent scorede under 10 point. Ved det danske mesterskab i 1966 på Esbjerg Stadion blev det igen til bronze efter Godtfred Andreasen og Kurt Bøgh.
Den 14. juli 1966 optrådte Wissing for første gang i speedwayens førende nation England. Sammen med en ung komet fra Haderslev ved navn Ole Olsen, havde Wissing kvalificeret sig til British-Nordic Final på Owlerton Stadium i Sheffield.
Det blev en kæmpe oplevelse for de to danskere, men de var ikke i nærheden at kunne true store verdensnavne som Ivan Mauger, Barry Briggs, Nigel Boocock eller norske Sverre Harfeldt. Den kun 19-årige Ole Olsen vandt sit første heat, men sluttede med fem point, mens Wissing kun scorede ét point.
Samme Ole Olsen vandt det danske mesterskab i 1967 – det første af 12 – mens Wissing igen var ramt af sit vanlige DM-uheld. Samtidig havde Olsen opnået en kontrakt i Newcastle, og det var noget af en sensation for danskerne. Det skabte visse forhåbninger hos Wissing, for Olsen ville gerne hjælpe med at etablere kontakter i det britiske miljø, så Wissing måske kunne komme over Nordsøen i 1968.
Og Wissing viste, at han havde internationalt potentiale. I den nordiske hold-finale på Fredericia Stadion i 1967 blev han dansk topscorer med 10 point, og kørte fremragende mod svenske stjerner som Ove Fundin, Göte Nordin og Bengt Jansson.
…
Drømmen om en karriere i England levede i allerhøjeste grad hos Poul Wissing, da han sammen med broren Niels tjekkede ind på et hotel i Rostock fredag den 29. september 1967. Her mødte de Gotfred Andreasen, som også skulle køre i Güstrow om lørdagen, men ikke i Rostock om søndagen.
Speedway var hot i DDR-tiden med mange store internationale løb som f.eks. Ostseepokal-serien. Nationens førende kørere som Jochen Dinse, Gerhard Uhlenbrock og Jürgen Hehlert kørte lige op med konkurrenter fra Polen, Sovjet, Ungarn og Tjekkoslovakiet.
Men det gav altid en ekstra krydderi, når der var kørere fra Skandinavien eller England til start.
Lørdagens løb på den lille runde bane i Güstrow blev besværet af heftig regn, men Poul Wissing blev næstbedste udlænding. Den lokale helt Bruno Bülau vandt med 14 point foran svenske Conny Samuelson, Dinse, Hehlert, Uhlenbrock og Wissing.
…
Søndag eftermiddag den 1. oktober 1967 var vejret klaret op, og man kunne se en stor smuk regnbue over Rostock og stranden i Warnemünde.
Der var over 5000 tilskuere på plads på speedwaystadion i den sydlige bydel, hvor den arrangerende klub, MC Neptun, havde skabt et brag af en sæsonafslutning.
Wissing blev toer i sit første heat, men vandt sin næste start. I sit 3. heat blev det en ny 2. plads efter Hehlert, og den samlede sejr var dermed forduftet. Men podiet var stadig en mulighed, og i heat 15 vandt Wissing igen – denne gang foran den stærke svensker Conny Samuelsson.
Før heat 18 havde Wissing 10 point, og skulle op mod Schelenz og Uhlenbrock fra DDR plus svenske Åke Andersson.
Publikum holdt vejret, for hvis Uhlenbrock kunne slå Wissing, ville løbet ende med en tredobbelt DDR-triumf, fordi Hehlert og Dinse også lå godt til i stillingen.
Blandt officials stod den unge Bernd Weldner, og krydsede fingre for Uhlenbrock.
– Danske Wissing tog starten, og kom forrest ind i første sving. Men ved udgangen kolliderede han med Uhlenbrock. De styrtede begge, men Wissing lå midt på banen, og blev påkørt af Andersson, som ikke kunne nå at undgå danskeren, husker Bernd Weldner.
Der blev helt stille på stadion.
Alle kunne se, at det var et meget slemt styrt.
Niels Wissing løb ud på banen sammen med Gotfred Andreasen, som havde hjulpet til i ryttergården. De nåede frem til Poul Wissing samtidig med stævnelægen, og kunne med det samme konstaterer, at Wissing var hårdt medtaget. Hans dragt var flået i stykker, brystkassen var ramt direkte af den svenske motorcykel, og der var tale om svære indre kvæstelser.
En ambulance kom på banen, og chokeret fulgte Niels Wissing sin bror til det nærliggende Südstadt Krankenhaus, hvor et hold læger omgående tog sig af den 26-årige danske kører. Også den svenske kører blev bragt til skadestuen, men kunne ret hurtigt udskrives igen.
Folk fra MC Neptun hjalp Gotfred Andereasen med at pakke Wissings udstyr og smadrede motorcykel sammen i den hvide Mercedes, inden han også kørte til hospitalet.
Løbets sidste heats blev kørt uden den store begejstring. Hehlert vandt foran Dinse og Uhlenbrock, men alle publikummers tanker kredsede om danske Wissing, som nu lå og kæmpede for sit liv.
…
Mens Poul Wissing lå på operationsbordet, prøvede Niels at ringe hjem til Elsemarie i Vejle. Da hun ikke var hjemme, fik Niels i stedet fat i H.P. Boisen, som ikke selv var ude at køre løb den søndag eftermiddag. Boisen fandt ud af, at Elsemarie var på besøg hos hendes forældre. Han fandt deres telefonnummer, og kunne overbringe den barske nyhed om Wissings styrt.
Kort efter samlede H.P. Boisen Elsemarie op i Vejle for straks at køre sydpå. Men det viste sig, at hun ikke havde sit pas på sig. Det lå tilfældigvis i Pouls bil i Rostock. Hurtigt kørte de til den lokale politistation og forklarede sagen. Nogle venlige politifolk ville omgående tage kontakt med DDR-myndighederne, så de omgående kunne køre de 6-7 timer til Rostock.
…
Midt på aftenen kom lægerne på Südstadt Krankenhaus ud på gangen, hvor Niels og Gotfred rastløst ventede sammen med folk fra MC Neptun. En af lægerne tog en dyb indånding og måtte fortælle, at Poul Wissings liv ikke stod til at redde.
Først flere timere senere, omkring 01.30, nåede Elsemarie og H. P. Boisen frem.
– Da jeg så ham var han indhyllet i bandager. Det var fuldstændig som om han sov. Jeg kunne ikke fatte at han var død. Han lå bare der og det så ud som om han lå stille og sov. Men han var død. Det første menneske, jeg havde set død, fortalte Elsemarie seks år senere i et avisinterview.
Hun fik en beroligende indsprøjtning på hospitalet, og efter et par timer kørte hun og H.P. Boisen tilbage til Danmark.
I Rostock tog Niels og Gotfred sig af de praktiske udfordringer, og fulgte nogle dage efter den rustvogn, som med en egetræskiste smykket med blomster og et Dannebrogsflag, bragte Poul Wissing hjem.
…
Der kom over 230 mennesker til Poul Wissings begravelse i den lille hvide Vinding Kirke, der ligger på en forblæst bakketop syd for Vejle. Der var kranse med bånd fra hele det internationale speedwaymiljø og hundredvis af buketter. Det tidlige efterår var allerede på vej, og derfor indledte man denne sorgfulde dag med salmen ’Nu Falmer Skoven trindt om land’.
– Poul Wissing havde et sind der krævede af ham, at han i dag skulle gøre det der var bedre, end hvad han gjorde i går. Det er godt at være sådan og det er det rigtige mål, sagde pastor Frode Jensen.
Senere var der taler fra bl.a. præsidenten for Danmarks Motor Union, H. Damkjær Petersen, og Niels inviterede til et mindesamvær på det nærliggende Motel Bøgekroen tæt på Elsemarie og Pouls hjem i Mølholm.
Hverken Elsemarie, H.P. Boisen, Gotfred og Niels er ikke længere blandt os, mens Elsemarie og Pouls datter har ønsket at forblive anonym.
Poul Wissing kunne være fyldt 80 år fredag den 26. februar 2021.
Æret være hans minde.
…
TAK TIL: John Boisen, Jørgen Holm, Ole Olsen, Jan Holm Nielsen, Kurt W. Petersen, Uffe Lomholdt Madsen, Tommy Rander, Conny Samuelsson, Torsten Jürn, Bernd Weldner, Holger Jurk og Andrew Skeels.