Mindeord Jan Jakobsen

26/08/2020
Foto: FSK – Jan Jakobsen (tv.) med sønnen Frederik Jakobsen (th.)

Søndag den 23. august 2020 mistede dansk speedway en stor personlighed og et unikt og varmt menneske, som har præget sporten i en lang årrække.

Det føles ubærligt, at vi ikke længere skal hilse på Jan Jakobsen i ryttergården, når sønnen Frederik er i aktion.

Jans venlige smil, hans positive glimt i øjet og hans åbenhjertelighed, gjorde ham til noget særligt i den sport, som han forelskede sig i som teenager, og som gav ham et livslangt virke i mange funktioner.

Ikke kun til gavn for ham selv eller for Fjelsted, men til gavn for dansk speedway i det hele taget.

Jan Jakobsen var født i Middelfart den 12. maj 1965 og blev således kun 55 år. Men han nåede at sætte tydelige spor og gøre et uudsletteligt indtryk på de mange mennesker, han kom i berøring med både i speedwaymiljøet, men også som privatperson og i sit daglige virke hos Middelfart Fjernvarme.

Som hundredvis af unge knægte over hele Danmark blev han inspireret af Ole Olsens succes, og begyndte med knallertspeedway i Fjelsted i 1977. Trods en højde over gennemsnittet af en speedwaykører, havde Jan Jakobsen succes i denne vestfynske klub, som var drevet af hårdtarbejdende ildsjæle, og som i en årrække var landets førende klub for udvikling af danske talenter.

Allerede i 1973 kunne Fjelsted samle 1500 publikummer til historiens allerførste individuelle DM på 50cc. Et løb, som blev vundet af Alf Busk, men som også affødte det vestfynske speedway-boom, som Jan blev en del af.

Fjelsted blev vuggen for store speedwayprofiler som Bo Petersen, Preben Eriksen, Jan O. Pedersen, John Jørgensen, Allan Johansen, Morten Andersen og sidenhen brødrene Ronnie og Nicki Pedersen.

Tilbage i 1984 kunne Jan Jakobsen som 19-årig skrive sig ind i den prestigefyldte række af danske U21-mestre, og to år efter blev det til en 5. plads ved U21 VM i Rivne – det nuværende Ukraine.

Talentet rakte også til et år hos Cradley Heath i den britiske liga, hvor Jan Jakobsen blev holdkammerat med Jan O. Pedersen og den daværende regerende verdensmester Erik Gundersen:

– Jan var en humørspreder i ryttergården med sin fynske lune. I kraft af sin højde og spektakulære kørestil fik publikum også et godt øje til ham. Han var modig og dristig, og jeg tror bestemt, han kunne have klaret sig, hvis ikke et styrt i Leicester satte ham nogle skridt tilbage, husker Erik Gundersen.

Det var i de år, hvor britiske speedwaypromotorer var på konstant jagt efter unge danske talenter.

– Ofte var de unge kørere nærmest blot et nummer i rækken, og hvis ikke de klarede sig gennem nåleøjet og skabte relativt hurtige resultater, kunne det være meget svært at etablere sig som professionel, forklarer Erik Gundersen.

– Jeg tror ikke, Jan var skuffet over, at han ikke fik et gennembrud i England. Han var jo – som altid – et meget realistisk og et analyserende menneske, hvilket jo også kom til udtryk for hans imponerende virke efter den aktive karriere, mener Erik Gundersen.

Hjemme i Danmark igen blev Jan Jakobsen en profil i den danske speedwayliga både som kører, men især også som en succesfuld holdleder med flere mesterskaber til Fjelsted og Fredericia.

Han blev gift med Lene, og sammen fik parret i 1998 sønnen Frederik, som i dag er et af landets største speedwayhåb.

Det var også i begyndelsen af 90’erne, at et særligt venskab med Jacob Olsen tog sin begyndelse:

– Jan og jeg mødtes både som modstandere på banen, men var også holdkammerater fx på Fjelsteds guldhold i 1992. Vi havde fra starten en særlig kemi og den samme tilgang til sporten, og i mine øjne var Jan Jakobsen én af de mest visionære og fremsynede personer i dansk speedway. Han var en ægte guttermand præget af ordentlighed, hvor et ord var et ord, og en aftale var en aftale, siger Jacob Olsen fra kontoret på Vojens Speedway Center.

Jan Jakobsen blev ungdomslandstræner i de år, hvor Erik Gundersen var landstræner, og da Jacob Olsen i 2001 overtog landstrænerjobbet, udpegede han Jan Jakobsen som assistent.

– Jeg føler, at Jan og jeg har haft en lang rejse sammen. Vi mødtes tit hos ham og Lene i Ejby og lavede planer for talentudvikling både for U19 og U21, men Jan havde også den vision, at det danske seniorlandshold skulle genrejses og gøres attraktivt, fortæller Jacob Olsen.

Som assisterende landstræner havde Jan Jakobsen en vigtig rolle i dannelsen af det kuld, som efter årtusindeskiftet skulle bringe dansk speedway videre. Det hold med Nicki Pedersen, Hans Andersen, Bjarne Pedersen, Ronni Pedersen og Charlie Gjedde, som sensationelt vandt sølv ved Hold VM i Peterborough i 2002. Det indvarslede nye tider, hvor også Niels Kr. Iversen og Kenneth Bjerre opnåede succes.

De senere år var Jan Jakobsen et uvurderligt medlem af barndomsklubben på Ridderstien 31 i Fjelsted. Han var altid parat med en hjælpende hånd, hvis det var nødvendigt, mens han – uden at pace – uddannede sin søn Frederik til den fremragende speedwaykører, han er i dag.

Frederik Jakobsen vandt YGT VM i 2013 og har siden tilhørt den absolutte elite i ungdomsrækkerne. I både 2018 og 2019 var Frederik Jakobsen på det danske landshold i S.O.N – Speedway Of Nations.

For over tre år siden blev Jan Jakobsen ramt af kræft, og igen var han åbenhjertelig omkring den udfordring, han og familien nu skulle udsættes for.

Hans barske sygdomsperiode, der vekslende mellem håb og usikkerhed, sluttede søndag formiddag.

Som Frederik kort efter skrev på sin Facebook-profil:

Himlen har fået en af de allerbedste, lyseste og gladeste stjerner!

Jan Jakobsen bliver bisat i Ejby Kirke tirsdag den 1. september klokken 11.    

Af Ib Søby   

Seneste nyheder

SMAL SEJR SENDER SES VÆK FRA BUNDEN

Foto: Frank Cilius PÅ en smuk sommeraften var der glæde at spore hos SES – Sønderjylland Elite Speedway, som besejrede GSK Grindsted med 43-41. Hermed tog GSK det samlede bonuspoint, men SES rykkede op på femte pladsen i ligaen, nu med fem point. Dog har både Region...

LEON MADSEN I DANSK SÆSONDEBUT

Onsdag aften vender den dobbelte VM-sølvvinder Leon Madsen tilbage til Vojens Speedway Center, hvor han i fjor vandt sin – hidtil – største triumf på dansk grund, da han henrykkede over 14.000 fans med sejren i det danske VM grandprix. Af Ib Søby – foto Frank Cilius...

SYMFONISK SPEEDWAY

Lørdag den 22. juni - 16.00 – opføres Haderslev Symfonien på Skamlingsbanken, og der er gratis adgang for alle. Det musikalske værk fokuserer på dagliglivet i Haderslev Kommune, og her har den britiske komponist Juliana Hodkinson valgt at inddrage speedway  som et...

SPEEDWAY FEST I SVERIGE

Hele otte danske speedwaystjerner kommer i aktion, når Skrotfrag Arena i Målilla byder op til weekendens festival i speedway. Både SGP4, første runde af SGP2, og selvfølgelig det svenske grandprix i VM serien, skal køres over to dage. Se tidsplan og hvor det vises...

Del på sociale medier