Mig og Tony

Del denne artikel med dine venner

Den seksdobbelte svenske verdensmester Tony Rickardsson er ubetinget en af speedwayhistoriens største profiler. Det var med en vis ærefrygt, når jeg som journalist skulle lave et interview med ham. Han var en grundig og seriøs sportsmand, og i bund og grund også en flik fyr. Men i en årrække brød han sig absolut ikke om mig, fordi jeg dummede mig, første gang jeg mødte ham.

Af Ib Søby

Vojens, den 25. september 1999

Tony Rickardsson var netop blevet verdensmester for 3. gang. Han havde vundet aftenens danske grandprix – som var årets sidste – foran Greg Hancock og Mark Loram. Dermed havde svenskeren scoret point nok til at passerer polske Tomasz Gollob i klassementet og erobre titlen.

Gollob var med i Vojens, men stillede op med en skade efter en trafikulykke. Frustreret måtte polakken se guldchancen fordufte op i den danske eftersommerhimmel over Vojens.

Jeg var i Vojens for at lave et tv program om Hans Nielsen, som stoppede sin karriere samme aften, i øvrigt med VM bronze.

Derfor var jeg med til pressemødet efter VM afgørelsen. Som altid foregik det i et stort telt bag banen, hvor der var opstillet et podium, samt borde og stole. Mødet blev ledet af den britiske redaktør for Speedway Star, Phil Rising, og efter et par korte statements fra kørerne, blev der åbnet op for spørgsmål fra den tætpakkede forsamling af pressefolk.

Jeg rakte hånden op og fik lidt uventet ordet. Jeg kiggede op på podiet og spurgte – på engelsk – Tony, om han var blevet verdensmester uden Gollobs trafikulykke? Tony kiggede undrende på mig, og hurtigt overtog Rising mikrofonen, og irettesatte mig ved at forklare at det var et uværdigt og hypotetisk spørgsmål, som verdensmesteren ikke kunne svare på. I bund og grund kunne VM afgørelsen jo være faldet på mange andre måder.

Ups…der var jeg lige for smart som journalist. Rising havde ret. Gollob havde været fire point foran inden bilulykken, og det har jo intet at gøre med Tony. En grandprix sæson er en lang og farefuld rejse, hvor kørerne skal passe på sig selv. Og Tony havde jo sejret her i Vojens, selv hvis Gollob var blevet nummer to her, havde Tony stadig taget titlen.

Jeg kunne godt se, at min sensationslyst var malplaceret. Og jeg fornemmede klart, at jeg var røget på Tonys liste over journalister som han ikke gad tale med i fremtiden.

Sydney, den 25. oktober 2002

Det var fredagen før årets sidste grandprix. Træningsdagen før sæsonafslutningen som i 2002 var pompøst henlagt til det Olympiske Stadion i Sydney. Alt var perfekt, bortset fra det faktum, at Tony Rockardsson allerede havde sikret sig titlen, ved at vinde næstsidste afdeling i Vojens. Manden på andenpladsen i stillingen, australske Jason Crump, kunne ikke drage fordel af at vinde i Sydney, for han kunne ikke nå at indhente Tony.

I de seneste år havde Tony Rickardsson kun været tilgængelig på de officielle pressemøder. I ny og næ kunne svensk tv få lov at lave noget med ham, hvilket jo var fair nok. Når Tony var på stadion opholdt han sig enten i sit gigantiske mobilhome, i pitten og på banen. Han gik ikke rundt, som andre speedwaykørere, og småsnakkede med mekanikere, officials og journalister.

Tony var Kongen.

Af og til kunne man se ham i en restaurant i grandprixbyen, eller i en lufthavn, men han var altid omringet af folk som var tæt på ham.

Jeg havde flere gang prøvet at få et kort interview med ham, men hver gang vendte hans manager Carl Blomfeldt tommelfingeren ned. Så efterhånden måtte jeg erkende, at Tony var i en klasse for sig og uden for min beskedne rækkevidde.

Af en eller anden grund var svensk tv ikke med i Sydney. Tony havde jo vundet titlen, så Johan Ejeborg og Erik Stenlund ville kommenterer løbet hjemme fra Stockholm. Derfor ringene Johan, og spurgte og jeg kunne lave et lille interview med Tony, efter træningen, som blev sendt til Stockholm via sattelit. Det var aftalt med Blomfeldt, så alt skulle være i orden.

Da træningen var slut, stod jeg nervøst i tv området, og ventede på Blomfeldt og Tony. Da de kom hen til projektørerne og kamera, kiggede Tony spørgende på Blomfeldt, som hurtigt forklarede, at jeg var hyret for SVT, og Tony bare skulle svare på svensk, og min spørgsmål ville blive klippet ud.

Det passede ikke Tony særligt godt, og derfor blev det et meget kort interview:

– Tony Rickardsson, Hvad synes du om baneforholdene her i Sydney.

– Det är Jättebra.

– Så du er tilfreds med dine træningsomgange.

– Javist.

– Nu har i kun to motorcykler med i Australien, er det et problem.

– Ingan problem als.

– Nu er du verdensmester for femte gang, kan du så også sejre i morgen

– Javist.

– Øhh..tak.

Tony vandt dog ikke grandprixet dagen efter. Det gjorde amerikanske Greg Hancock, og jeg var bestemt ikke kommet tættere på kongen. Det var et dårligt interview på alle måde, både mine spørgsmål og Tonys svar. Der var ingen kemi.

Cardiff, Wales, 12. juni 2005

En søndag morgen med lettere tømmermænd.

Aftenen før havde Tony Rickardsson henrykket 45.000 publikummer og millioner af tv seere over hele kloden. Han havde vundet det prestigefyldte britiske grandprix på Millennium Stadium i kulminebyen Cardiff. I et afsindigt heat havde han kørt oppe på barrieren i en vild overhaling, lidt som en dødsdrome-kører.

Han var aftenens hovedperson, også på den årlige nattefest, og med sejren var han tæt på at udligne den legendariske new zealænder Ivan Maugers seks VM titler. I det hele taget var 2005 bare Tonys år i VM serien. Han var aldeles suveræn.

Jeg hilste kort på ham ude i Cardiff lufthavn, og fandt hurtigt ud af at han skulle med samme fly til Amsterdam, som Holger Rasmussen fra DR og jeg. Vi havde afmålt og høfligt nikket til hinanden, gennem de seneste år, uden at der var kommet mere ud af det.

Nå, men allerede under check-in kunne vi fornemme, at der var noget galt. Der var ikke sædenummer på boarding kortet og hollandske KLM er verdensberømte for deres kyniske overbookninger. Vi blev sendt op imod gaten til flyet, da vi pludselig var ca. 20 personer som blev holdt tilbage. Vi var sure og trætte i hovedet, også kongen, som havde – fortjent – fejret sejren natten før.

– Fy faen, sagde Tony til os, da det stod klart at vi ikke kom med flyet. Han var ved at skrive sportshistorie, havde vundet i Cardiff, men kunne ikke komme med sit fly.

Den stakkels pige bag skranken fik, efter en del tumult, ombooket flere af os til at komme via Heathrow ved London til København. Det betød en taxitur på ca. 250 kilometer, og gæt hvem der skulle dele taxi. Holger Rasmussen, Tony Rickardsson og lille mig.

Tony skulle dog kun med til Bristol, hvor han ville hoppe over i en anden taxi, og flyve direkte fra Bristol til Stockholm.

På de første kilometer sagde vi ingenting, og var bare trætte. Jeg tænkte, at nu havde jeg chancen for at få givet Tony en ordentlig undskyldning for fadæsen i Vojens, seks år tidligere. Jeg rømmede mig og vendte mig mod Tony, og så begyndte vi at snakke.  For at citerer Peter Sommer – ikke tale bare snakke..

Til de efterfølgende grandprix løb, havde Tony og jeg nu en fælles oplevelse – en fælles reference. Når vi mødtes spurgt vi hinanden:

Har du været med KLM

– Nej Faen!

Vangede, januar 2006

Jeg sad hjemme og så på svensk tv den aften hvor Tony – efter flere forsøg – endelig vandt Sveriges største idrætspris, Jerringpriset. Som barn havde Tony sagt til sin far at han gerne ville vinde denne store pris, opkaldt efter Svenn Jerring – det svenske svar på Gunnar Nu Hansen. Tonys far havde altid sagt, at den pris ville en speedwaykører aldrig vinde. Det var til folk som Ingemar Stenmark, Bjørn Borg eller Zlatan Ibrahimovic.

Men Tony fik den endelig – en seerafstemning på SMS – og jeg vidste med mig selv, at nu varede det ikke længe, inden han ville annoncerer sit karrierestop.

Målilla, 12. august 2006

Tony var stoppet et par måneder før, men holdt sin officielle afskedsreception i et kæmpe luksustelt, bag GB Arena, hvor der samme aften skulle køres det Skandinaviske grandprix. Regnen silede ned om eftermiddagen, mens Tony var kørt fra hjemmet i Avesta i sin brandrøde Ferrari og frem til hyldesten i det store festtelt i Småland.

Efter par timer før løbet skulle i gang, gik jeg over til teltet. Jeg havde lyst til at sige pænt farvel til kongen. Ved indgangen blev jeg stoppet af en vagt, men jeg forklarede høfligt mit ærinde, og blev lukket ind. Så jordnær er speedwaysporten heldigvis.

Tony stod som midtpunkt i en stor klynge af sponsorer og fans. Han skrev autografer og der blev taget billeder, som i en regn af blitzlys. Jeg holdt mig pænt i baggrunden og oplevede hans enorme popularitet, som jeg kun kunne fortjene ham, og tænkte på, hvor stor en mester som nu trak sig tilbage.

Pludselig fik han øje på mig og råbte:

Faen. Den danska jävel.

– Hey Tony. Jeg vil bare ønske dig held og lykke fremover.

– Tack sä mycket.

Vi snakkede lidt, og han lovede at komme forbi kommentatorboksen, til et lille interview – under løbet – et løfte han holdt, til stor glæde for de danske seere.

Da jeg forlod teltet vendte jeg mig om og råbte:

KLM?

Tony lo. 

….

Tony Rickardsson kørte nogle år i den svenske Porsche Cup, og var også deltager i den svenske udgave af ” Vild med Dans ” og giftede sig med sin dansepartner Christina Samuelsson. I dag er han forretningsmand, og områdechef i den svenske industrikoncern Swedish Match.

Ib Søby var speedwaykommentator på dk4 og DR fra 1998 til 2014.