For knapt 30 år siden var Jan O. Pedersen klodens mest succesrige speedwaykører. Han var både individuel, par og hold-verdensmester i 1991, inden karrieren stoppede brat i 1992. Siden den dag har Jan O. Pedersens liv budt på mange udfordringer, med op og nedture. Den 57-årige fynbo følger dog stadig sporten på tæt hold, men savner fornyelse og nytænkning i dansk klubspeedway.
Af Ib Søby
Mellemnavnet er Osvald.
Jan kender ikke sin biologiske far, men voksede op hos sin mormor og morfar, Irene og Osvald Pedersen i vestfynske Harndrup. Det var Osvald som tog Jan med til speedwayløb for at se idolet Ole Olsen. Det var også Osvald som bragte den unge Jan i forbindelse med speedwayklubben i Fjelsted, hvor drømmen om en stor speedwaykarriere blev født.
Og Jan havde ét klart mål.
At blive verdensmester i speedway.
Efter to danske 50cc mesterskaber landede den lille, men vævre kører, hos selveste Cradley Heath, hvor han – i 1983 – som 20-årig fik debut i den britiske liga. Klubben, med base i Dudley Wood, tæt på Birmingham, havde brug for nye kræfter fordi den amerikanske verdensmester Bruce Penhall havde forladt sporten og indledt en filmkarriere i Hollywood.
Bortset fra en lejeaftale i 1984 med Sheffield, forblev Jan O. Pedersen Cradley-kører gennem hele sin karriere.
De berømte otte omgange
Med kælenavnet ”Jano” blev Pedersen hurtigt en særdeles populær speedwaykører. Mange gange var han ikke den bedste starter, men han leverede ofte stribevis af spektakulære overhalinger. Noget som speedwayfans i alle lande elsker at se, og som efterhånden blev et varemærke for Jan O. Pedersen.
Han fik plads på det danske landshold i 1986, hvor det blev til guld efter tre runder i Gøteborg, Vojens og Bradford. Allerede året før, havde Jan kvalificeret sig til den individuelle VM finale, også i Bradford, hvor det blev til en hæderlig 9. plads. Denne placering blev i 1986 vekslet til en imponerende sølvmedalje efter Hans Nielsen.
Ingen i det internationale speedwaymiljø var længere i tvivl om, at Jan O. Pedersen havde potentialet til at blive verdensmester, på trods af det faktum, at denne årrække var domineret af landsmændene Erik Gundersen og Hans Nielsen.
Den historiske og regnfulde VM finale i 1988 i Vojens fortæller meget om det spil. Erik, Hans og Jan var nok kollegaer på det danske landshold, men når der kørtes om det individuelle VM, var de fjender så det bragede. Jan O. vandt Interkontinental finalen i svenske Vetlanda foran Hans og Erik, men endte alligevel i Vojens på bronzepladsen. Fra ryttergården måtte han se ærkerivalerne afgøre titlen i en omkørsel som Erik Gundersen vandt.
Den legendariske dag i Vojens endte således med tre landsmænd på podiet, på hjemmebane. Det var speedwayhistorie og kun sket to gange før. I 1949 i England og 1961 i Sverige.
Jan O. Pedersen var blandt forhåndsfavoritterne til de efterfølgende VM finaler i 1989 og 1990, men blev begge år bremset af styrt og skader, kort før afgørelserne i hhv. München og Bradford.
Den 4. maj 1990 kørte Jan O. Pedersen et heat som er gået over i historien og evigt vil være forbundet med hans liv og karriere. Det var finalen i den danske forårsklassiker TOMS Guldbarreløb. Hele otte kørere deltog i to startrækker, hvor Jan O. Pedersen holdt inderst i bagerste række. Hvis en kører fra bagerste startrække vandt heatet ville han indkasserer 100.000 kr. på stedet.
Heatet var på otte omgange.
Jan O. lavede en skidt start men fik sig arbejdet frem og overhalede alle syv modstandere, én efter én. I sidste sving måtte den førende Brian Karger – skuffet – konstaterer, at Jan havde hentet dem alle.
Den mindste kører, men med det største fighterhjerte.
Publikum og tv seere var ellevilde.
Der er link til heatet nederst.
Suveræn sæson
– Jeg er overrasket over, at så mange, både i Danmark og udlandet, stadig taler om det heat. Det er sgu lige før, at de glemmer min VM titel, året efter, smiler Jan O. Pedersen i Ole Olsen Lounge på Vojens Speedway Center. Han har holdt møde med Jacob Olsen og giver sig – på denne mandag i april 2020 – tid til at reflektere over sit speedwayliv.
Han havde et fortrinligt samarbejde med den tyske tuner Otto Weiss, og i 1991 var han igen klar til den individuelle VM finale. Denne gang på Nye Ullevi i Gøteborg, hvor både Ole Olsen og Erik Gundersen havde triumferet. Jan O. havde i forvejen haft en helt suveræn sæson for han var Dansk mester, Par og Hold-verdensmester, plus bronzevinder på 1000 meter langbane, i én og samme sæson.
Nu manglede bare den individuelle titel.
Denne gang var han skadefri og mentalt helt på toppen. Samtidig sad starterne lige i skabet, og han vandt alle sine fem heats uden større problemer, og kunne på denne smukke svenske augustaften lades sig krone som verdens bedste speedwaykører.
Det svenske publikum kunne dog glæde sig over, at en ung VM-debutant ved navn Tony Rickardsson vandt sølv, mens Hans Nielsen måtte nøjes med bronze, efter omkørsel mod Tommy Knudsen.
– Man kan godt sige at jeg stod noget i skyggen af Erik Gundersen og Hans Nielsen, og fair nok, for de havde jo vundet så meget, men jeg følte også, at nu var min tid kommet. Jeg var overbevist om, at jeg kunne hente mere guld til Danmark i de kommende år, husker Jan O. Pedersen.
Svaret på det spørgsmål blæser i vinden, for inden sæson 1992 for alvor kom i gang sluttede Jan O. Pedersens karriere i et splitsekund.
Et liv i smerter
Fredag den 15. maj 1992 kørtes det klassiske st. Bededags løb på Løvelbanen ved Viborg. Det var et løb som blev skæmmet at flere voldsomme styrt.
En ond fredag i speedwayverdenen.
Ambulancer kørte hele syv gange mellem banen og hospitalerne i Viborg og Aarhus.
I sit 3. heat styrtede Peter Ravn foran Jan O. Pedersen, og Jan reagerede prompte ved at lægge sig ned for at undgå at ramme Ravn. Han røg ind i barrieren og blev efterfølgende hårdt ramt i ryggen af sin egen cykel.
Alle kunne se den var helt gal, og der skulle fire officials til at løfte den kvæstede Jan O. ind i ambulancen.
Løbet i Viborg fortsatte efter en lang afbrydelse, men det gik igen galt. Peter Ravn kolliderede med norske Lars Gunnestad, og begge blev ramt af Hans Nielsen, der efter en stor kolbøtte brækkede et kraveben.
Alle tre røg på skadestuen.
Men den regerende verdensmester Jan O. Pedersen betalt den højeste pris af alle kørerne denne dag.
Med tre alvorlige brud på ryggen var karrieren endegyldigt forbi.
Han var 29 år og på toppen af speedway-verdenen.
Siden fulgte en lang genoptræningsfase og en evig kamp for en tålelig dagligdag. Efter at have genvundet førligheden og accepteret et liv i smerte kom han en periode tilbage til speedwaysporten som manager i både England og i Danmark. Han tog talrige initiativer og etablerede firma-projekter, hvor nogle fungerede, mens andre kuldsejlede. En årrække importerede han Dunlop dæk til dansk firehjulede motorsport DTC.
Men det var hele tiden med smerterne som livsledsager, hvilket også krævede nogle store mentale nedture i lange perioder. Siden mødte han en kvinde som han kendte helt tilbage fra barndommen, Julia, som i mellemtiden havde arbejdet som eneste kvindelige cementstøber på Storebælt.
De blev gift i 2010.
Jan O. Pedersen har nu været kronisk smertepatient i 28 år, og skal tilrettelægge sin dagligdag med omtanke.
– Jeg tager så lidt medicin som overhovedet muligt, for jeg synes det sløver mig. Alt hvad jeg fortager mig tager betydeligt længere tid, så jeg skal docere mine kræfter. Det er lidt ligesom en bil, hvor jeg ikke har så megen benzin i tanken op af en stejl bakke, mens andre biler bare kan drøne op over bakken, uden at tænke over forbruget, forklarer Jan O. Pedersen.
Dansk speedway savner fornyelse
I foråret 2020 stoppede Jan O. Pedersen sit virke som formand for den nordfynske speedwayklub i Munkebo. Her har man gennem flere år kæmpet for at få etableret en støjvold.
– Jeg håber de får det til at lykkedes, men jeg har også valgt at prioritere min tid med foredrag og mit firma med mad og pølsevogne til firmaevents og fester, fortæller Jan O. Pedersen, der også er stedfortrædende medlem i tre måneder for Venstre i Kerteminde Byråd.
Den tidligere verdensmester så gerne, at dansk speedway brugte den nuværende corona-tvungne pause, til at reflektere over sportens udvikling.
– I mine øjne udvikler dansk speedway sig ikke. Der er nærmest tale om en langsom afvikling. Nogle gange er det, at komme til en speedwaymatch som at rejse tilbage til 1970. Der er ingen it-forbindelse, dårlige højtalerforhold og helt utidssvarende toilet og omklædningsfaciliteter. Der er alenlange slæbepauser, i det spinkle håb om at sælge flere pølser og fadøl.
– Ind i mellem ser man klubber som præparerer banen, for at skabe en fordel til hjemmeholdet. Man har lukket publikum ind, og begynder nu at sende traktorer rundt på banen, mens kørere og holdleder skændes i ryttergården.
Jan O. Pedersen føler også, at kørere fra hans egen generation burde tages med på råd.
– Vi oplevede en tid hvor sporten boomede, og i England var den kæmpestor, fordi indpakningen var i orden. Det basale produkt har vi jo altid haft, nemlig fire kørere på fire motorcykler i fire omgange, men dansk speedway har hvilet på laurbærrene i alt for mange år, og ikke fulgt med tiden. Jeg ved godt det meste bygger på frivillig og ulønnet arbejdskraft. Jeg ved også godt at pengene er små, og de store stjerner nu prioriterer Polen, men denne nedadgående cirkel skal brydes på en eller anden måde, siger Jan O. Pedersen, der også stiller spørgsmålstegn ved speedwayens mange kontrollerende regler.
– Man kan diskuterer heatskemaerne i den bedste liga, ligesom jeg synes det er forkert med snit-regler (CMA) når vi taler om børn på 50cc og 85cc, men det er først og fremmest sportens indpakning overfor publikum, presse og måske tv, som jeg synes halter alt for langt bagefter.
– Dansk speedway trænger til en professionel og dynamisk ledelse. Har man nogensinde hørt om nogen som tænker på at udarbejde en fem eller tiårs plan for sportens produktudvikling, spørger Jan O. Pedersen, og tømmer kaffekoppen.
Man kan være enig med ham, eller ej.
Men han nåede sit mål og betalte bagefter ved kasse ét.
Det kan ingen tage fra Jan Osvald Pedersen
…
Se finalen fra TOMS Guldbarreløb 1990.
Kommentatorer: Nick Horup (TV2) og Erik Gundersen
…
Jan O. Pedersen
Født 9. november 1962 i Middelfart.
Gift med Julia Felin Pedersen i 2010.
Verdensmester 1991, Nya Ullevi Gøteborg.
VM sølv 1986 og bronze 1988.
VM bronze, 1000 meter langbane, 1991.
Par-verdensmester 1990 og 1991 – begge med Hans Nielsen.
Hold-verdensmester 1986, 1987, 1988 og 1991.
Dansk Mester 1988 og 1991.
Vinder af TOMS Guldbarreløb 1990 og 1992.