ANDERS THOMSEN HASTEDE HJEM FRA POLEN

17/03/2020

Den danske Grandprix-reserve og SES – Sønderjylland Elite Speedway – kører har trænet intensivt i Polen den seneste måned. I sidste uge valgte Thomsen dog at følge opfordringen fra de danske myndigheder, og vendte hjem til Danmark. Det var ikke uden omveje.

Af Ib Søby

– Torsdag den 12. marts havde jeg planlagt at træne i Ostrów, men der var forlydender om at man ville lukke de polske grænser. Jeg kontaktede min manager for at finde ud af, hvordan jeg kunne tilpasse mig situationen. På vejen til Ostrow standsede mit team og jeg på en rasteplads, og besluttede at mine mekanikere omgående skulle vende tilbage til deres familier i Ungarn. Vi kørte direkte til lufthavnen i Poznan, og de fløj hjem, fortæller Anders Thomsen.

Herefter ville den 26-årige fynbo køre direkte hjem til Danmark, men han fandt hurtigt ud af at der kunne blive problemer ved grænsen mellem Polen og Tyskland.

– Jeg hørte der var stor kø ved grænserne, og besluttede mig for at vende tilbage til Gdansk. Heldigvis fik jeg stor hjælp af min manager Sandra Salman og hendes familie, som fik skaffet mig en flybillet fra Gdansk til København. Det var utroligt, at man sendte flyet afsted, for vi var kun fire passagerer ombord, siger Anders Thomsen.

I Lech Walesa lufthavnen mødte han i øvrigt flere medlemmer af det svenske landshold, under ledelse af Morgan Andersson, som hastede mod Sverige.

Anders Thomsen mener at coronavirus-udbruddet kan få alvorlige følger for international speedway. 

– Dette er en meget ubehagelig situation for vores sport, for i rum mødes vi ikke på stadionerne. Økonomisk ser det heller ikke godt ud. Klargøring af udstyr, løn til mekanikere og andre nødvendige udgifter er store omkostninger, og investeringerne skulle primært tjenes tilbage ved ligastart. 

– På den anden side er jeg klar over, at mange mennesker er i en lignende situation – eller værre, og der er selvfølgelig vigtigere ting i livet end speedway. Jeg ønsker mit team, speedway-kollegaerne, fans og alle involverede en hurtig tilbagevenden til en normal livsstil, siger Anders Thomsen.

De sidste par dage har Anders Thomsen sat sig i en selvvalgt karantæne og træner fysisk, ligesom han får tid til at dyrke en af sine store interesser, nemlig fiskeri.

Ud over SES – Sønderjylland Elite Speedway, er Anders Thomsen på førsteholdet i polske Gorzow og svenske Vestervik. 

PZM afventer virus situationen

Den verdensomspændende pandemi har endnu ikke ramt Polen så hårdt som fx i Danmark. Mandag formiddag -16. marts – er der registreret 150 polske smittede og tre dødsfald, men cheferne i den polske motorunion PZM ved, at det kun er en stakket frist.

De polske ligaer skulle have været skudt i gang første weekend i april, så åbningsmatcherne hænger allerede i en meget tynd tråd. I sidste uge dikterede PZM forbud mod al klubaktivitet frem til 1. april.

Sæson forberedelserne er under pres, og hermed er klubbernes økonomi også udfordret, inden der overhovedet er kørt et enkelt heat. Mange af klubbernes sponsorere er virksomheder som vil blive ramt voldsomt, og som vil have svært ved at betale klubberne. De tv-penge og kommunale tilskud som er med til at bære de polske ligaer kan bortfalde, eller i bedste fald blive udskudt.

Alt det er med til at presse de enkelte køreres økonomi. Den er i forvejen skrøbelig efter en lang vinterpause, så hvis både den polske, og andre ligaer ikke kommer i gang i april, begynder korthuset for alvor at vælte.

– Speedwaykørere rejser jo konstant rundt i Europa, så i de kommende uger kan vi bestemt ikke tillade polske medlemmer af PZM, at deltage i løb i andre lande, siger PZM præsident Wojciech Stephniewski til det førende polske speedwaymedie Sportowy Fakty.

– Nogle foreslår, at vi sætter vores ligaer i gang uden publikum på stadion, men det giver ingen mening. Speedwaysporten er til for publikum, ikke kun for kørere og promotorer. Så er det bedre at vente et par måneder, og eventuelt begynde i juni. Vi kan, i det tilfælde, stadig nå at gennemføre en form for fuld sæson, siger Stephniewski.

De seneste dage har det vakt heftig debat i det polske speedwaymiljø, at kørerne Maciej Janowski og Przemyslaw Pawlicki for nylig fløj til Las Vegas i USA for at følge den kvindelige polske MMA-fighter Johanna Jedrzeczyk som tabte en VM kamp mod kinesiske Weili Zhang lørdag den 8. marts.

Umiddelbart efter USA turen deltog begge kørere i træningspas og diverse klubarrangementer.

I den forgangne weekend valgte man i England, at gennemføre den traditionelle sæsonåbner Ben Fund Bonanza – et løb der samler midler ind til skadede speedwaykørere – men her afstod danske Hans Andersen og Ulrich Østergaard fra at deltage.

Løbet blev vundet af britiske Daniel King.

Tirsdag holder de britiske speedwayarrangører BSPA møde.

Seneste nyheder

DE SKAL KÆMPE OM DM I BROVST

Onsdag aften blev 14 finalister fundet til årets DM-finale, som også gælder grandprix kvalifikation frem mod 2027, og et wildcard til DeluxeHomeart FIM Speedway Grand Prix of Denmark i Vojens, lørdag den 13. september. Af Ib Søby – foto: fra Fjelsted, Basso, Lyager og...

SES VINDER TÆT SEJR

Det bølgede frem og tilbage, men i afgørelsen tog SES - Sønderjylland Elite Speedway sin femte sejr – af fem mulige – mod Esbjerg Vikings på Granly Arena. SES vandt 43-40. Foto: Sønderjylland Elite Speedway Af Ib Søby Denne match var en kavalkade af blandede bolsjer....

SPEEDWAY FEST I HOVEDSTADEN

På lørdag køres årets mest prestigefyldte VM grandprix. Over 50.000 fans er samlet under ét tag, når Polens nationalstadion – Stadion Narodowy - i hovedstaden Warszawa, for 9. gang er vært for VM-løb. Af Ib Søby – Foto: WBDS Efter Cardiff og Millennium Stadium er...

FJERDE SEJR TIL SES – SØNDERJYLLAND ELITE SPEEDWAY

Med 11 heatsejre – ud af 14 – var hjemmeholdet ganske suveræne på Vojens Speedway Center hvor Region Varde Elite Sport blev sendt hjem med et nederlag på 51-33. Dermed styrker SES førstepladsen i SpeedwayLigaen Foto: Frank Cilius Den unge 18-årige ukrainer Nazar...

Del på sociale medier