SUCCESRIG TRIO FORTSÆTTER

16/01/2025

SES – Sønderjylland Elite Speedway har taget medaljer i SpeedwayLigaen i sine første fire leveår, og målet er mere metal i 2025, hvor Claus Ørts, Peder Bøndergaard og Ole Jakobsen fortsætter i holdledelsen.

Fra venstre Peder Bøndergaard, Claus Ørts og Ole Jakobsen. Foto: Frank Cilius

Af Ib Søby

Sæson 2024 vil i Vojens blive husket for en forfærdelig start med hele otte nederlag i træk, inden SES-truppen alligevel endte med bronzemedaljerne om halsen.

– Ja, det var en besynderlig periode, hvor vi – i virkeligheden – nok ikke var så klar, som vi gik rundt og bildte os selv ind, siger Claus Ørts.

– Selvfølgelig var der små marginaler og afgørelser, som gik hen og fik stor betydning, men vi er stolt over, at holdet rejste sig til sidst i de afgørende matcher og reddede sæsonen.

Der er ikke mange holdledere i dansk speedway, som kan bryste sig af fire medaljesæt i træk.

SES tog sølv i debutsæsonen 2021, guld i 2022, sølv i 2023, og altså bronze i fjor.

– Vores målsætning for 2025 bliver at få DM Superfinalen til Vojens Speedway Center, og tage medalje for femte gang, fastslår Claus Ørts, som, trods ophav i Holstebro, glæder sig til at fortsætte og udvikle samarbejdet med SES og Vojens Speedway Klub.

– Der er så meget potentiale hos kørerne og en stærk ledelse, både i klubben og på det professionelle hold, som Peder, Ole og jeg selv gerne vil være med til at bygge videre på.

Claus Ørts og Peder Bøndergaard sætter dagligt kursen for holdopstilling og taktik, mens Ole Jakobsen har rollen som manden med det sportslige overblik.

Den tredobbelte danske mester og kommende Grand Prix-kører Anders Thomsen bliver igen holdkaptajn, mens truppen også rummer Mads Hansen, Jesper Knudsen, Mikkel Andersen, Esben Hjerrild og den lettiske Europamester Andzejs Lebedevs.

– Vi har jo den holdning, at vi ikke skifter ud på kørere, mere end absolut nødvendigt, og det kommer også til at gælde i den kommende sæson, siger Claus Ørts.

Sæson 2025 åbner med et brag på Vojens Speedway Center, onsdag den 23. april, hvor de regerende danske mestre fra nordsjællandske Slangerup kommer på besøg.

 Og faktum er, at SES- Sønderjylland Elite Speedway har tabt alle sine åbningsmatcher.

– Vi skal bare være klar og rustet til tænderne. Det kan da kun motiverer mine gutter, at starte sæsonen ud mod Slangerup – og 2025 skal ikke ligne 2024, fastslår Claus Ørts.

Seneste nyheder

GRAND PRIX – DANSKERE KLAR TIL VOJENS

Foto: Frank Cilius Den Internationale Motorunion FIM og promotor Mayfield har nu offentliggjort navnene på banereserverne til VM‑weekenden på Vojens Speedway Center den 11. og 12. september. Her afvikles både Deluxe Homeart FIM Speedway Grand Prix og VM‑afgørelsen i...

SES SEJRER OG ER STADIG TOPHOLD

2.368 publikummer og mange tv seere oplevede en flot speedwayaften i Vojens, da SES – Sønderjylland Elite Speedway slog Esbjerg Vikings med 46-38 og tog også bonuspoint - efter sejren på 43-41 i maj måned på Granly Arena. Esbjerg satsede med verdensstjernerne Emil...

Yes — SES Festival kommer igen

Vojens Speedway Center gentager succesen og afholder SES Festival igen i 2027.Festivalen finder sted lørdag den 22. maj 2027.Billetsalget starter mandag den 6. juli, men publikum kan allerede nu registrere sig til et Super Early Bird-tilbud og spare 200 kr. - frem til...

SES SEJREDE I SIDSTE HEAT

Sønderjyderne startede og sluttede med 5-1- sejre på en ellers tæt og jævnbyrdig aften på Vojens Speedway Center, hvor Team Fjelsted blev besejret med 46-38. Hermed vandt topholdet i den danske liga også bonuspoint, fordi Fjelsted – på Fyn – havde vundet 44-40. Foto:...

Del på sociale medier