2025 BLIVER ET HISTORISK ÅR

20/12/2024

Kære venner, samarbejdspartnere og sponsorere.

2025 bliver et historisk år med 50 års jubilæum og musikfestival.

Vi nærmer os udgangen af 2024 og kan igen kigge tilbage på et vellykket år, både for Vojens Speedway Center, men også for dansk og international speedway.

Vi kunne selvfølgelig håbe på Grand Prix sejre og VM medaljer til Danmark, men selv om det ikke lykkedes, føler jeg, at vi er på vej i den rigtige retning. Både vores nuværende elite og en stærk håndfuld unge og fremadstormende profiler begynder at trænge sig på de internationale podier i mesterskabs sammenhæng.

Vores SES kaptajn Anders Thomsen er tilbage i Grand Prix-serien efter en dramatisk kvalifikationsfinale i tjekkiske Pardubice, og i selvsamme weekend vandt Rasmus Jensen sporten ældste klassiker ”Den Gyldne Hjelm”.

Det var to meget markante resultater.

Med over 15.000 tilskuere og millioner af tv-seere – globalt – blev det danske Grand Prix igen en stærk og uforglemmelig aften. Trods det faktum, at begge danske kørere i serien, Leon Madsen og Mikkel Michelsen, var ude på grund af skader, er det tankevækkende, at så mange fans alligevel mødte frem, og kunne opleve, at britiske Robert Lambert vandt sin første sejr, og se det 29-årige polske fænomen Bartosz Zmarzlik hjemtage sin 5. VM titel.

Til næste år har Vojens Speedway Center fået tildelt hele tre VM afgørelser.

I anledningen af vores 50 års jubilæum får vi det sidste og afgørende VM Grand Prix, lørdag den 13. september, men i samme weekend, fredag aften, har vi også VM afgørelsen i SGP2 – U21 kørere – og lørdag formiddag køres historiens første officielle verdensmesterskab for SGP4 – 190cc – på den lille bane.

Efter en svær sæsonstart lykkedes det SES – Sønderjylland Elite Speedway, at hjemføre DM-bronze ved Superfinalen. Den medalje er vi glade for. SES har nu deltaget i den bedste danske liga i fire sæsoner, og har vundet medalje hvert år. Det blev også bronze til Vojens Speedway Klub i 1. division på 500cc, mens ungdommen i 85cc har vundet både guld og sølv i deres divisioner, hvilket vidner om en stærk talentmasse, og et fremragende arbejde af klubbens stab og de mange frivillige hænder.

Unge Villads Pedersen havde en fornem sæson med en 4. plads SGP 3 – 250cc – og EM sølv.

Lørdag den 24. maj markeres jubilæumsåret med SES Festival, hvor danske topnavne indtager scenerne, og den hæderkronede speedwaybane – for en dag – omdannes til en festivalplads, med det fedeste musik, køligt fadøl, og masser af spændende madboder.

Vi er i fuld gang med planlægningen, og glæder os til at præsenterer store danske navne som Jonah Blacksmith, Carpark North, Queen Machine, Malte Ebert, Drew Sycamore, Shu-bi-dua 2.0, Mumle, Italobrothers, Barcode Brothers og Theresa Rex.

En særlig og varm tak til Vojens Speedway Klub, Haderslev Kommune og alle frivillige som var med i år, og som også knokler med i det kommende jubilæumsår.

Julefreden begynder at sænke sig, og vi kan næsten ikke vente.

Med kærlige speedwayhilsner ønsker jeg en glædelig jul og et godt nytår til alle i dansk speedway.

Jacob Olsen

Seneste nyheder

GRAND PRIX – DANSKERE KLAR TIL VOJENS

Foto: Frank Cilius Den Internationale Motorunion FIM og promotor Mayfield har nu offentliggjort navnene på banereserverne til VM‑weekenden på Vojens Speedway Center den 11. og 12. september. Her afvikles både Deluxe Homeart FIM Speedway Grand Prix og VM‑afgørelsen i...

SES SEJRER OG ER STADIG TOPHOLD

2.368 publikummer og mange tv seere oplevede en flot speedwayaften i Vojens, da SES – Sønderjylland Elite Speedway slog Esbjerg Vikings med 46-38 og tog også bonuspoint - efter sejren på 43-41 i maj måned på Granly Arena. Esbjerg satsede med verdensstjernerne Emil...

Yes — SES Festival kommer igen

Vojens Speedway Center gentager succesen og afholder SES Festival igen i 2027.Festivalen finder sted lørdag den 22. maj 2027.Billetsalget starter mandag den 6. juli, men publikum kan allerede nu registrere sig til et Super Early Bird-tilbud og spare 200 kr. - frem til...

SES SEJREDE I SIDSTE HEAT

Sønderjyderne startede og sluttede med 5-1- sejre på en ellers tæt og jævnbyrdig aften på Vojens Speedway Center, hvor Team Fjelsted blev besejret med 46-38. Hermed vandt topholdet i den danske liga også bonuspoint, fordi Fjelsted – på Fyn – havde vundet 44-40. Foto:...

Del på sociale medier