Historien om Vojens Speedway Center

Skrevet af: Ib Søby

Søndag den 21. september 1975 blev der skrevet dansk sportshistorie.

Det lille kongerige fik et stadion, hvor verdens bedste speedwaykørere kunne dyste i hæsblæsende dueller, for øjnene af et dansk publikum. Det var noget nyt. Ikke fordi speedway var et nyt bekendtskab for de danske fans, men fordi man fik et stadion af international kaliber, og en bane som verdensstjernerne meget hurtigt bedømte som en af klodens allerbedste racerbaner.

Dansk speedway havde, fra tiden før 2.verdenskrig, været henvist til små snævre baner på eksisterende fodboldstadions som fx Gladsaxe, Gentofte, Selskov i Hillerød og på 6. Juli vej i Fredericia.

Efter Ole Olsens første VM titel i 1971 eksploderede interessen for speedway, som en motorsport hvor unge kunne deltage for relativt få midler. Baner skød op over det ganske land, men det var baner som var tiltænkt lokale og nationale dyster med begrænsede publikumsfaciliteter.

Skulle de danske kørere – Ole Olsens efterfølgere – vinde store titler kunne det kun ske i udlandet. Det ville Olsen lave om på, og sammen med sin daværende partner Åge Søndergaard, så han muligheden skabe en god forretning, og samtidig tilføre fremtiden for dansk speedway, et anlæg af internationalt format.

Den vision blev indfriet i 1975

Det var kaos i Sønderjylland. Bilkøerne strakte sig ud til motorvejen 12 kilometer væk. Alle topstjerner var der, deriblandt verdens mest vindende speedwayikon, newzealandske Ivan Mauger:

– Sikke en perfekt bane Vojens er. Jeg har aldrig kørt på en bane i hele verden, som er så jævn. Ole kan virkelig være stolt over det, han har opnået her.


Åbningsløbet i 1975 på Vojens Speedway Center

Siden kom de store VM løb og begivenheder, som mejslede navnet Vojens ind i danskernes bevidsthed, og som hos det internationale speedwaypublikum fik status af 300 meter gudsbenådet kampplads for udødeliggørelse af sportens legender.

Ole Olsen og Åge Søndergaard kunne vel ikke vide i 1975, at de skabte et arnested for de gyldne danske speedway år i 1980érne, hvor Erik Gundersen, Hans Nielsen, Tommy Knudsen, Jan O. Pedersen opnåede hæder og kultstatus på linje med samtidens danske fodboldlandshold anført af Preben Elkjær, Morten Olsen og Michael Laudrup.

Speedwayheltene og fodboldmillionærene var i høj grad med til at forandre Danmark. Hvor vi før – sportsligt –  var en lille provinsiel enklave undertrykt af Janteloven, og lykkelige for en OL medalje eller to, blev det nu accepteret, når danske sportsudøvere turde sige til medierne, at de gik efter guldet!

Speedway har- kort sagt – været med til at gøre Danmark til en vindernation. Ved OL i Rio 2016 vandt Danmark hele 15 medaljer i 9 forskellige idrætsgrene, fordi DIF og Team Danmark har gjort noget rigtigt gennem årene, fordi Jantelovens kåbe og ydmygheden blev kastet væk, fordi personligheder som fodboldlandstræner Sepp Piontek og Ole Olsen turde tænke stort.

Den udvikling har Vojens Speedway Center været en vigtig del af.

Men Vojens Speedway Center oplevede siden at blive overhalet af den nye danske vindermentalitet. Da den gyldne årgang af speedwayhelte havde sejret sig ihjel, kom der nye helte i andre sportsgrene, som befolkningen og den sejrshungrende presse kunne kaste sig over.

Fodbold EM triumfen i 1992, Kvindehåndbold, Bjarne Riis og Rolf Sørensen overtog, sammen med boksere som Brian Nielsen og Mikkel Kessler, opmærksomheden, mens dansk motorsport oplevede en hidtil utænkelig succes med John Nielsen, Tom Kristensen og Jan Magnussen.

Speedway og Vojens gled i baggrunden.

Udviklingen krævede forandringer. Dansk elitesport blev mere strømlinet og professionel, medier og tv mødte en ny virkelighed med stigende konkurrence og internettet blev en ny platform for viden og underholdning.

Speedwaysportens flagskib, VM finalerne, blev afløst af en Grand Prix serie, hvor Vojens var en naturlig vært på den danske afdeling. Til gengæld fik Vojens som dansk ligaklub aldrig rigtigt sat aftryk i det danske ligamiljø, hvor naboklubber som Holsted, Outrup og Esbjerg blomstrede.

Ved årtusindeskiftet indgik den internationale motorunion FIM en aftale med britiske BSI om Grand Prix serien og Hold VM. Fra London viste BSI boss John Postlethwaite sig også at være en mand med store visioner. VM Grand Prix skulle flytte fra de nedslidte stadions, og ind til de store byers stadions. Nu skulle det ikke længere hedde Vojens, Bradford eller Linköping. Med Millennium Staduim i Cardiff som juvelen, rykkede VM serien også til byer som fx Berlin, Sydney, Stockholm og Parken i København.

Mens VM speedway en overgang blev trendy i den danske hovedstad, fungerede Vojens Speedway Center stadig som vært for enkelte og sporadiske Hold VM løb.

Fra dansk side var det nu den karismatiske Nicki Pedersen som skulle sælge billetter, og reelt har den hårdtprøvede fynbo båret dansk speedway – internationalt – gennem de seneste 20 år.

Nicki Pedersen til 2020 Speedway Euro Championship Ovethi – dæk.dk på Vojens Speedway Center. Foto: Lasse Lagoni

Men satsningen med de store hovedstæders stadions fusede efterhånden ud. Det blev ganske enkelt for dyrt, og samtidig en kendsgerning, at det trofaste speedwaypublikum nok fulgte med, men i bund og grund fortrækker en græsskråning med venner, toiletter og kolde fadøl inden for rækkevidde.

Med Polen som en ny, sportslig og økonomisk, magtfaktor, sagde det danske VM Grand Prix farvel til Parken, slog et smut omkring Horsens, for endelig at komme hjem til Vojens.

Det sønderjyske mekka skulle igen være flagskibet, men det krævede også et generationsskifte i kontoerne på Tingvejen 9 i Vojens.

Ole Olsen var parat til at sende stafetten videre, og i hans egne – og mange iagttageres øjne – var der kun en mand i kongeriget, som kunne løfte den opgave.

Jacob Olsen.

Mange tror fejlagtigt, at Jacob Olsen har fået noget foræret omkring overtagelsen af Vojens Speedway Center ved nytår 2018/19. Men i virkeligheden er der tale en regulær handel uden familiær indflydelse, og Jacob Olsen har selv satset ” hele butikken” i visionen om at genskabe Vojens som speedwaymekka og genrejse dansk speedway.

 Jacob Olsen (tv.) og Helge Frimodt Pedersen (th.). Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Et afgørende fundament er at Vojens Speedway Klub kommer op i fulde omdrejninger, både med ligaholdet SES – Sønderjylland Elite Speedway, men også med talentpleje og talrige aktiviteter for de unge og nye medlemmer i ungdomsklasserne.

2019 blev det første år og hvor talrige forbedringer og restaureringer af det 45 år gamle anlæg krævede store ressourcer og enorme kræfter. Det blev alligevel til to internationale begivenheder i Jacobs første sæson som boss. Mikkel Michelsen vandt det EM løb som markerede tilbagekomsten, mens Leon Madsen, i realiteten, mistede en VM titel, da det danske VM Grand Prix efter 16 års fravær kom tilbage til Vojens.

I 2020 var Jacob Olsen og staben rustet til det svære ” år 2 ”, men at den allerværste forhindring kom fra et fødevaremarked i kinesiske Wuhan, havde ingen set, da man skålede i champagne nytårsaften 2019/20.

Men Vojens Speedway Center og dansk speedway giver ikke op.

Historien foregår fra dag til dag, fra måned til måned, og du er velkommen til at følge med i de kommende års nye kapitler af historien om Vojens Speedway Center.

 

De store VM løb

Søndag den 21. september 1975 – Åbningsløbet

  1. Ole Olsen (DEN)
  2. Jim McMillan (UK)
  3. Billy Sanders (AUS)

 

Søndag den 24. juli 1977 – U21 VM Finale

  1. Alf Busk (DEN)
  2. Joe Owen (UK)
  3. Les Collins (UK)

 

Søndag den 23. juni 1979 – Par VM Finale

  1. Danmark (Ole Olsen og Hans Nielsen)
  2. England (Lee, Simmons)
  3. Polen (Jancarz, Plech)

 

Fredag den 12. august 1983 – Hold VM Finale

  1. Danmark (Olsen, Gundersen, Nielsen, Ravn, Thomsen)
  2. England (Lee, Carter, Morton, Jessup, Collins)
  3. USA (Sigalos, Schwarz, K. Moran, King, Miller)

 

Fredag den 8. august 1988 – Hold VM Runde 2 af 3

  1. Danmark (Gundersen, Nielsen, Knudsen, Jørgensen, Pedersen)
  2. USA (Ermolenko, S. Moran, King, Miller, Schwartz)
  3. England (Wigg, Tatum, Morton, Doncaster, Evitts)

 

Lørdag den 3. september 1988 – VM finale

  1. Erik Gundersen (DEN)
  2. Hans Nielsen (DEN)
  3. Jan O. Pedersen (DEN)

 

Lørdag den 14. september 1991 – Hold VM Finale

  1. Danmark (Pedersen, Nielsen, Knudsen, Handberg, Karger)
  2. Sverige (Jonsson, Rickardsson, Gustafsson, Nilsen, Nahlin)
  3. USA (Ermolenko, Hancock, Hamill, Miller, Correy )

 

Søndag den 1. august 1993 – Par VM Finale

  1. Sverige (Rickardsson, Gustafsson, Jonsson)
  2. USA (Correy, Ermolenko, Hancock)
  3. Danmark (Nielsen, Knudsen, Karger)

 

Søndag den 20. august 1994 – VM Finale

  1. Tony Rickardsson (SWE)
  2. Hans Nielsen (DEN)
  3. Craig Boyce (AUS)

 

Lørdag den 9. september 1995 – VM Grand Prix

  1. Hans Nielsen (DEN)
  2. Sam Ermolenko (USA)
  3. Tony Rickardsson (SWE)

 

Lørdag den 21. september 1996 – VM Grand Prix

  1. Billy Hamill (USA)
  2. Mark Loram (UK)
  3. Greg Hancock (USA)

 

Lørdag den 20. september 1997 – VM Grand Prix

  1. Mark Loram (UK)
  2. Tony Rickardsson (SWE)
  3. Greg Hancock (USA)

 

Fredag den 19. juni 1998 – VM Grand Prix

  1. Hans Nielsen (DEN)
  2. Chris Louis (UK)
  3. Tony Rickardsson (SWE)

 

Fredag den 11. september 1998 – Hold VM

  1. USA (Hamill, Hancock, Ermolenko)
  2. Sverige (Nilsen, P. Karlsson, Rickardsson)
  3. Danmark (Nielsen, Andersen, Karger)

 

Søndag den 8. august 1999 – U21 VM

  1. Lee Richardsson (UK)
  2. Ales Dryml, jr (TJK)
  3. Nigel Sadler (AUS)

 

Lørdag den 25. september 1999 – VM Grand Prix

  1. Tony Rickardsson (SWE)
  2. Mark Loram (UK)
  3. Hans Nielsen (DEN) – afskedsløb

 

Lørdag den 2. september 2000 – VM Grand Prix

  1. Greg Hancock (USA)
  2. Jason Crump (AUS)
  3. Stefan Dannö (SWE)

 

Lørdag den 28. juli 2001 – VM Grand Prix

  1. Tony Rickardsson (SWE)
  2. Jason Crump (AUS)
  3. Leigh Adams (AUS)

 

Lørdag den 28. september 2002 – VM Grand Prix

  1. Tony Rickardsson (SWE)
  2. Tomasz Gollob (POL)
  3. Billy Hamill (USA)

 

Lørdag den 9. august 2003 – Hold VM Finale

  1. Sverige (Max, Jonsson, Ljung, Karlsson. Ruud)
  2. Australien (Crump, Wiltshire, Adams, Sullivan, Lyons)
  3. Danmark (N. Pedersen, Gjedde, B. Pedersen, H. Andersen, R. Pedersen)

 

Søndag den 19. juli 2008 – Hold VM Finale

  1. Danmark (N. Pedersen, H. Andersen, B. Pedersen, Bjerre, Iversen)
  2. Polen (Gollob, Jagus, Hampel, Holta, Walasek)
  3. Sverige (Lindgren, Davidsson, Jonsson, Ljung, Nermark)

 

Søndag den 20. august 2009 – Nordic VM Grand Prix

  1. Andreas Jonsson (SWE)
  2. Rune Holta (POL/NOR)
  3. Kenneth Bjerre (DEN)

 

Søndag den 1. august 2010 – Hold VM Finale

  1. Polen (Gollob, Hampel, Holta, Kolodziej, Miedzinski)
  2. Danmark (Bjerre, B. Pedersen, Iversen, Klindt, H. Andersen)
  3. Sverige (Jonsson, Lindbäck, Davidsson, Lindgren, Zetterström)

 

Lørdag den 11. september 2010 – Nordic VM Grand Prix

  1. Tomasz Gollob (POL)
  2. Kenneth Bjerre (DEN)
  3. Jason Crump (AUS)

 

Lørdag den 10. september 2011 –  Nordic VM Grand Prix

  1. Greg Hancock (USA)
  2. Jason Crump (AUS)
  3. Frederik Lindgren (SWE)

 

Lørdag den 22. September 2012 – Nordic VM Grandprix

  1. Michael Jepsen Jensen (DEN)
  2. Nicki Pedersen (DEN)
  3. Emil Saytfudinov (RUS)

 

Lørdag den 13. september 2014 – Nordic VM Grand Prix

  1. Andreas Jonsson (SWE)
  2. Peter Kildemand (DEN)
  3. Krzystof Kasprzak (POL)

 

Lørdag den 14. juni 2015 – Hold VM Finale

  1. Sverige (Lindbäck, Jonsson, Sundström, Lindgren)
  2. Danmark (Kildemand, N. Pedersen, Iversen, Bjerre)
  3. Polen (Zmarzlik, Buczkowski, Pawlicki, Janowski)

 

Lørdag den 23. juli 2016  – Hold VM Semifinale

  1. Polen (Dudek, Janowski, Pawlicki, Zmarzlik)
  2. Danmark (Jepsen Jensen, Iversen, Bjerre, Madsen)
  3. Rusland (Kudryasow, Saytfudinov, Laguta, Kulakov)

Lørdag den 10. august 2019 – SEC EM Runde

  1. Mikkel Michelsen (DEN)
  2. Kacpar Woryna (POL)
  3. Nicki Pedersen (DEN)

 

Lørdag den 7. september 2019  – Danish VM Grand Prix

  1. Bartosz Zmarzlik (POL)
  2. Matej Zagar (SLO)
  3. Frederik Lindgren (SWE)

 

2020 – Ikke afholdt pga. Covid-19

Lørdag den 11. september 2021 – Danish VM Grand Prix

  1. Artem Laguta (RUS)
  2. Bartosz Zmarzlik (POL)
  3. Emil Sayfutdinov (RUS)

Fredag den 29. juli 2022 – Speedway Of Nations 2 (SON2)

  1. Polen (Miskowiak, Cierniak, Przyjemski)
  2. Tjekkiet (Kvech, Chlupac)
  3. Storbritannien (Brennan, Kemp)

 

Lørdag den 30. juli 2022 – Speedway Of Nations (SON)

  1. Australien (J. Holder, Fricke, Doyle)
  2. Storbritannien (Bewley, Lambert, Woffinden)
  3. Sverige (Lindgren, Berntzon)

 

Lørdag den 10. september 2022 – Danish VM Grand Prix

  1. Bartosz Zmarzlik (POL)
  2. Robert Lambert (ENG)
  3. Leon Madsen (DEN)

 

Fredag den 15. september 2023 – Danish VM Grand Prix

  1. Damian Ratajczak (POL)
  2. Casper Henriksson (SWE)
  3. William Drejer (DEN)

 

Lørdag den 16. september 2023 – Danish VM Grand Prix

  1. Leon Madsen (DEN)
  2. Frederik Lindgren (SWE)
  3. Jack Holder (AUS)

Del på sociale medier